Blog

”Man er ikke antisemit, fordi man ikke bryder sig om jøder”, erklærede den ansete religionsforsker og rabbiner Dr. Jonathan Sacks i  sin tale til EU-Parlamentet den 28. september 2016. ” Vi har jo alle sammen nogen, vi ikke kan lide”, fortsatte han, ” men hvis man ønsker at fratage jøder rettigheder og friheder, som andre mennesker har, er man antisemit. Her mente dr. Sacks retten til livet, til arbejde og ejendom, rettigheden til at tro og udtrykke sig. Hermed frikender Jonathan Sacks vores medfødte, biologiske varslingsssystem, der intuitivt drager os mod nogle mennesker, men lægger afstand til andre. Ofte uden påviselig grund. Vi tiltrækkes og frastødes instinktivt på samme måde, som dyr uden egentlig årsag kan vise spontan glæde eller aggression mod andre dyr og mennesker. Man er således ikke racist, bare fordi man ikke kan lide nogen. Kun hvis man ønsker at skade eller undertrykke dem. Ikke desto mindre er etiketten ’racist’ noget, vi hæfter på dem, vi ikke er enige med, fordi er man først racist – eller endnu værre – islamofob, er man dømt ude af den offentlige debat. Hvis man er imod, at Danmark importerer klienter fra islamiske kultursamfund er man racist. Hvis man kritiserer, at det ifølge finansministeriet koster 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster til migranter uden for arbejdsmarkedet, er man racist. Og det selv om beløbet svarer til den årlige drift af hele 13 universitetshospitaler på størrelse med Rigshospitalet. Hvis man ønsker fængselsdømte migranter udvist, er man racist. Skriver man kritisk på de sociale medier om Black Lives Matter, bliver man sat i karantæne som de facto racist.

Så lad os prøve dr. Sacks’ racisme-lakmusprøve på os danske: ønsker vi at likvidere sorte og brune mennesker? Ønsker vi at fratage muslimer deres tro, deres frihed, deres borgerrettigheder? Ønsker vi at begrænse muslimers ret til arbejde? Vi kan svare nej til det hele. Tværtimod så vi gerne, at flere migranter fra de islamiske kultursamfund slap vandpiben og søgte ud på arbejdsmarkedet, så smeden, sygeplejersken og kassedamen ikke fortsat skal finansiere deres selvvalgte lediggang. Vi kan således frikende det store flertal af danskere for racisme, men nok ikke for snæversyn og intolerance. Der er mange, der væmmes ved erhvervsledere, NATO-officerer og borgerlige politikere. Og der er også mange, der ikke bryder sig om hvidløg, cyklister og  udlændinge. Specielt ikke de alternativt pigmenterede. Det er naturligvis usympatisk og kritisabelt, men sådan er den menneskelige natur nu engang. Vi er ikke alle lige flinke og forstående. Men det gør os ikke til racister, skal vi hilse og sige fra Jonathan Sacks.

Og at et overvældende flertal af danskere afviser og fordømmer den islamiske samfundsmodel, gør os ikke til islamofober. Det gør os til antifascister.

Asger Aamund