Perspektiv

Af Asger Aamund, den 5. oktober 2020

EU-kommissionen har barslet med et jammerligt forslag til en fælles asylbehandlingspolitik for alle
medlemsstater. Som alle projekter, der kommer fra EU-ledelsen viftes der med indbydende gulerødder,
mens det er sværere at se stokken, der gemmes bag ryggen. Lokkemaden er et løfte om en styrkelse af EU’s
ydre grænser, mere effektiv bekæmpelse af menneskesmuglere og en facilitering af hjemsendelsen af
afviste migranter. Stokkemetoden er en tvungen omfordeling af asylanterne. Det nye EU-forslag skal ses
som en forlængelse af FN’s Migrationspagt fra 2018, der varmt støttes af Kommissionen. Pagten, som
Danmark desværre også har tilsluttet sig, sidestiller migranter med vaskeægte flygtninge, således at alle
vandrende mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af EU’s Migrationspagt er bygget op om et begreb, der hedder ’ obligatorisk solidaritet’, som i
virkeligheden betyder, at EU kynisk vælter sine egne misgerninger over på de sagesløse medlemsstater.
Ulykkerne begyndte i 1997, hvor EU efter eget ønske fik overdraget ansvaret for bevogtningen af Unionens
ydre grænser. Al ledelse bygger på princippet om, at ansvar og magt følges ad således, at man ikke påtager
sig et ansvar, hvis ikke man samtidig opnår bemyndigelse til at løse opgaven. Men det var lige præcis, hvad
der skete i denne sag. Medlemsstaterne ønskede ikke at give EU kommissionen magt til at vogte den fælles
ydre grænse, fordi man herved ville skabe et EU-gendarmerikorps og en kystbevogtningsflåde støttet af
helikoptere og fly, som kunne udvikle sig til kernen i et føderalt militært kompleks, som medlemmerne
absolut ikke ønskede realiseret.

Så EU fik nok ansvaret, men ikke magten, som stadig lå hos medlemslandene. Da EU Kommissionen de
efterfølgende 18 år intet gjorde ved dette magtens tomrum, blev alle fanget med bukserne nede, da
migrantbølgen skyllede ind over Europa i 2015. EU stod uden hverken indre (Schengen) eller ydre grænser,
men var et åbent landskab, hvor enhver migrant kunne melde sig og bede om asyl og en efterfølgende
behagelig tilværelse på det offentliges regning. Slår vi for Danmarks vedkommende hele migrantbonen op,
sidder vi i dag med en årlig bruttoudgift for ikke-vestlige migranter og deres efterkommere på 90 milliarder
kroner (Finansministeriet). Heraf sendte migranter i Danmark ifølge Verdensbanken i 2018 over 22
milliarder kroner tilbage til familien i hjemlandene, således at danske arbejdere og håndværkere også er
med til at finansiere det gode liv i fjerne landsbyer i Mellemøsten og Afrika.

Efter den nye EU-plan vælger medlemmerne selv, om de vil modtage flygtninge eller ej, men hvis de
nægter, tvinges de til at tage det videre ansvar for de berørte migranter. Enten ved at sende dem hjem eller
give dem opholdstilladelse. Hvis Polen afviser at modtage asylanter fra græske lejre, må Polen således
sørge for asylanternes hjemsendelse eller give dem en midlertidig opholdstilladelse. Dette
flygtningepolitiske kamikaze-projekt er der jo ingen, der hopper på, og EU’s nye asylplan er da også
omgående blevet afvist af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Der er heller ingen, der tror på, at EU opnår
bemyndigelse til effektivt at bevogte de ydre grænser. Der er heller ikke tillid til planen om en effektiv
bekæmpelse af menneskesmuglerne, idet en del af transporterne over Middelhavet varetages af
medfølende NGO- bevægelser, som mener, at de gør en humanitær indsats til glæde for os alle sammen.
Der er nok heller ingen der tør stole på, at EU magter at accelerere hjemsendelsen af afviste asylansøgere.
For det første fordi al erfaring viser, at deres hjemlande ikke vil have dem tilbage, og for det andet, at
migranterne ikke vil hjem. Ifølge Berlingske lykkedes det i 2019 kun at hjemsende en tredjedel af de afviste
asylanter i Danmark. En analyse fra McKinsey (Information 23/12 2016) konkluderer, at Tyskland må
indstille sig på omkring 500 000 afviste migranter, hvoraf kun 85 000 personer kan hjemsendes.
Den nye migrantplan fra EU skaber kun strid og kaos og er allerede skudt ned i flammer. Danskerne skal
endnu en gang lykønske sig selv for retsforbeholdet, som redder os fra Kommissionens tunge åg. EU
henligger i sin nuværende politiske struktur som en rygende ruin, og det haster med at redde det
nødvendige europæiske samarbejde ved en omfattende reorganisering. Det er på høje tid at realisere de
tysk/franske planer om et nyt EU i to hastigheder: En demokratisk føderativ retsstat efter amerikansk
forbillede for de store EU drenge og et bredt europæiske fælles marked for os mange andre ved
børnebordet.

Derved bevarer og styrker vi vores eksisterende gode økonomiske samarbejde i Europa, samtidig med, at vi
hver især efter formåen kan gøre en indsats for reelle flygtninge. Gerne i et fælles projekt, men frivilligt og
selvstændigt.