ER HÅNDEN PÅ ARRIÉREN DØDEN FOR KARRIEREN?

Af Asger Aamund, den 30. oktober 2020

”Bekæmp sexisme og få flere kvindelige ledere” lød overskriften på Berlingskes leder den 18. oktober.
Bladets officielle holdning støtter sig på professor Sara Louise Muhrs sikkert evidensbaserede forskning om
kvinders karriereforløb på politiske arbejdspladser. ” Der en klar sammenhæng mellem sexistisk kultur og
manglen på kvinder i ledelsesjob”, konstaterer CBS-professoren kækt. Mediernes utrættelige
krænkelsesarkæologer har da også afdækket, at netop Folketinget og de politiske partier udgør de mest
’me too’-belastede arbejdspladser i Danmark. 322 kvindelige politikere har underskrevet en
fælleserklæring, der stempler de politiske partier som frie jagtmarker for liderlige mandspersoner, hvis
afmægtige begær driver dem til seksuel chikane mod sagesløse kvindelige ofre. Berlingskes konklusion, at
sexismen på de politiske arbejdspladser hindrer kvinder i at nå til tops i politik, er dog svær at få øje på i
virkelighedens verden. På trods af forskningsresultaterne fra CBS må vi modstræbende konstatere, at de
fleste førende politiske ledere i Danmark er kvinder. Statsministeren er kvinde, Nye Borgerlige, Det radikale
Venstre, Alternativet, SF og Enhedslisten ledes af kvinder. Den danske næstformand i EU er kvinde,
Socialdemokratiets tidligere formand er kvinde ligesom i Dansk Folkeparti. LO’s formand er kvinde.
Alt dette skulle jo ifølge videnskaben ikke kunne lade sig gøre. Den omfattende sexisme på de politiske
arbejdspladser burde jo have stoppet disse kvindelige ledere i at nå toppen. Hvordan er de så havnet der
alligevel? Det er selvfølgelig en mulighed, at mandlige krænkere har fundet Lene Espersen, Helle Thorning
Smidt og Pernille Vermund så hæslige og frastødende, at disse ubemærket og seksuelt ubelastet har kunnet
smutte til tops. Den anden mulighed, som er den rigtige, er at kvinder som Pia Kærsgaard, Mette
Frederiksen, Marianne Jelved og Margrethe Vestager alle er handlekraftige, modige og beslutsomme
damer, der ved, hvornår de skal sige til og specielt, hvornår de skal sige fra. Jeg ville nødigt være den
mandlige krænker, der i en julebrandert forsøgte at befamle Pernille Vermund på øret eller slikke hende på
låret (eller var det omvendt?). Der ville vente ham et resterende liv på højeste invalidepension.
Hvis man vil være topchef i erhvervslivet skal man kunne trives med at være under konstant pres fra en
dominerende bestyrelse, aggressive konkurrenter, krævende medarbejdere, pågående medier og et
offentligt regeltyranni. Denne udfordring rummer stor livskvalitet for nogle, men er et rædselsscenarie for
de fleste. Toplederens opgave er at skabe resultater gennem andre menneskers indsats. Det kræver
empati, handlekraft, strategisk overblik, konkurrencekraft, stædighed og kampvilje. Har man disse
egenskaber bliver man ikke offer for sexchikane, hvad enten mand er mand eller kvinde. Når ikke vi har
flere kvinder som topchefer, er det fordi kvinder aktivt og bevidst vælger det fra. Efter mere end 40 års
arbejde i topstillinger i ind- og udland er det min erfaring, at kvinder og mænd som oftest har forskellige
mål med deres erhvervskarriere. Mænd ofrer alt for at komme til tops. Kvinder vil noget andet og mere
med deres liv end bare ræset mod toppen. Derfor finder vi et hav af kvinder, som arbejder på deltid og som
mellemledere, hvor de opnår harmoni mellem arbejde og privatliv. De fleste kvinder ønsker et liv, hvor de
har tid til børn, mand, forældre og veninderne. De vil have mulighed for at dyrke kulturelle interesser eller
andet, der betyder noget for dem. Som den canadiske kvindepsykolog Susan Pinker udtrykker det: ” Mænd
finder vi på toppen og i bunden. Kvinderne befinder sig i midten, hvor de helst vil være.”
Det ville være en stor fordel for vækst og konkurrencekraft i det danske samfund, hvis flere kvinder valgte
en karriere som topchef i erhvervslivet, men det er ikke virksomhederne eller samfundet, der skal slå
knuder på sig selv for at mase flere modvillige kvinder ind i direktionslokalerne. Vi skal derimod konstruktivt
motivere flere kvinder til at gå hele vejen til tops. Det kan vi gøre ved at give karrierekvinderne mulighed
for både en fuld ledelsesmæssig indsats og et harmonisk familie- og privatliv. Karrierekvinder skal have
positiv særbehandling ved at virksomhederne uden skattesmæk kan stille hushjælp, barnepige,
måltidsservice mm til rådighed for kvinder på vej i ledelseskarrieren. Dette ville utvivlsomt motivere mange
kvinder til at tage turen hele vejen til tops. Men det bliver svært at gennemføre i et socialdemokratisk
samfund som det danske, hvor det som ikke alle kan få, skal ingen have.

One Thought to “ER HÅNDEN PÅ ARRIÉREN DØDEN FOR KARRIEREN?”

  1. Nana

    Gerne oplæg/lyd/så man kan høre artiklerne/på lydfil (også hvis herunder også de praktisk travle kvinder også skal høre asgers morsomme og gode vinkler, når de laver havearbejde, smørrer ungernes madpakke, etc. 😄)

Leave a Comment