ER DER PLADS PÅ MIDTBANEN TIL ET LØKKEHOLD?

Af Asger Aamund, den 21.1.21

Dansk politik består ikke af en rød og en blå blok, men af vækstpartier og fordelingspartier. Vækstpartierne
har ikke i praksis, men i partiprogrammerne en passus om, at økonomisk vækst er en forudsætning for
velfærd og offentlig service til borgerne. Fordelingspartierne har som mærkesager kampen mod uligheden,
styrkelse af statsmagten, der nu hedder ’fællesskabet’ og et samfund, hvor få har for meget og færre for
lidt. Vækstpartierne er Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og halvdelen af Det Radikale
Venstre. Fordelingspartierne er Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet og den anden halvdel af
Det Radikale Venstre. Man kan også sige, at alle partierne tilsammen udgør et fællesparti, som kunne
hedde Dansk Midterparti eller den danske konsensusbevægelse. Det kan jo nok heller ikke være andet, da
et stort flertal af vælgerne enten arbejder for det offentlige eller er på overførselsindkomst. Disse
vælgergrupper er tilhængere af en stærk statsmagt, som de ser som den tryghed, den moderne dansker
foretrækker frem for frihed til selv at forme sit liv. Coronapandemien har yderligere accelereret udviklingen
hen imod den lykkelige formynderstat, da hele vælgerbefolkningen uden at mukke har fundet sig i en brutal
og hensynsløs nedlukning af erhvervsliv, skoler og den ellers grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Alt
sammen på grund af en epidemi, der i gruppen 16-67 år resulterer i en forsvindende lille dødelighed.
Men pointen er, at den nyfødte danske slavesjæl ikke bare har accepteret kommandopolitikken, men har
befundet sig som fisk i vandet. Danmark er blevet et socialdemokratisk samfund, hvor borgerlige og liberale
værdier kun høres som sagte efterklange fra fortidens skåltaler ved partiernes landsmøder. Tryghed er det
bedste guld, og en liberal vækst- og værdipolitik ligger milevidt fra danskernes politiske ønskeseddel. Da
Liberal Alliance nu er permanent indlagt i respirator på den politiske intensivafdeling, er liberal politik
udelukkende repræsenteret af Nye Borgerlige, som har modet til at stå for en slankning af den offentlige
sektor, en reduktion af skattebyrden og en håndfast udlændingepolitik, der tager udgangspunkt i danske
interesser og ikke i internationale konventioner. Pernille Vermund begår ikke de fejl, der udraderede Liberal
Alliance. Hun ser ikke Nye Borgerlige som tungen på vægtskålen, der kan styre dansk politik selv med
forholdsvis få mandater, det som var LA’s hedeste drøm og ambition. Vermund er derimod en målrettet
værdipolitiker, der ser det som sin opgave at repræsentere den rene nationalliberale vare med hovedvægt
på en dynamisk vækstøkonomi og en migrantpolitik, der holder islamiske velfærdsgratister ude af landet.
Vermunds robuste forsvar for Inger Støjbergs kamp mod barnebrude i Danmark, giver hende en del flere
mandater ved næste valg. Udrensningen af Støjberg bliver dyr for Venstre. Er der på denne baggrund plads
til et ny parti med Lars Løkke ved roret? Løkke er først og fremmest en begavet og kompetent politisk
velfærdsingeniør og rationaliseringsekspert. Han var den drivende kraft bag flere dybtgående reformer så
som kommunalreformen og tilbagetrækningsreformen. Men han er ikke vækstreformator. Han sluttede
helhjertet op om Anders Fogh Rasmussens politiske erkendelse i 2001, at det er bedre for Danmark, at det
er en borgerlig regering, der fører socialdemokratisk fordelingspolitik, end hvis socialdemokraterne selv gør
det. De offentlige udgifters niveau steg fra 440 milliarder kroner i 2001 til 520 milliarder i 2010, en stigning
på 80 milliarder kroner. Løkke og Fogh førte i fællesskab Danmark fra at være en socialstat til nu at være en
klientstat. Lars Løkke har helt opgivet at lette tilværelsen for vore iværksættere, som har ringe etableringsog driftsmuligheder. Verdens eneste iværksætterskat blev i Danmark indført med Løkkes fulde opbakning.
De regelmæssige opfordringer fra OECD og World Economic Forum til at sænke skatteniveauet og skabe en
vækstpolitisk dagsorden faldt på stengrund hos Lars Løkke, som heller ikke magtede at sige fra over for det
magtfulde migrantindustrielle kompleks, der består af Folketingets socialistiske partier, en hær af
sagsbearbejdere i stat og kommune og af stærke interesseorganisationer.

Venstre er på det teoretiske plan imod stigende udgifter til den offentlige sektor. Men med Lars Løkkes
udmelding i 2019 om at bruge næsten 70 milliarder kroner på mere velfærd frem mod 2025 placerede
Venstre sig reelt som et fordelingspolitisk parti. Det er den bagage, Løkke bringe med sig, hvis han vil
tilbage til politik. Det bliver svært at møve sig ind på midten, hvor Løkke gerne vil være. Pernille Vermund
har sat sig grundigt på de nationalliberale værdier, og Mette Frederiksen klarer fordelingspolitikken til
perfektion uden hjælp fra Lars Løkke, som så må finde en mirakuløs kanin, der kan trækkes op af den høje
hat.

One Thought to “ER DER PLADS PÅ MIDTBANEN TIL ET LØKKEHOLD?”

  1. Michael Thestrup

    Selv hvis Løkke havde et troværdigt og originalt politisk projekt, så er det ikke er nok til at gøre ham til comeback-kid. Løkke selv må også tage sig sammen til at komme i bedre form, så han ligner en vinder – frem for en løsgænger.

Leave a Comment