FN SYNDROMET KVÆLER DEMOKRATIET

Kun 20 lande af FNs 193 medlemsstater er ifølge Faktalink ægte demokratier, hvor folk kan føle sig trygge. En betydelig del af disse totalitære stater er islamiske diktaturer, der ikke anerkender FNs vedtagne menneskerettighedsprincipper, fordi disse er i modstrid mod islamisk lov, der ikke accepterer folkestyret som en lovlig styreform, og som anser kvinder for andenrangs mennesker og jøder og kristne for undermennesker.  FN omfatter også kommunistiske diktaturer og en del klassiske diktaturer, hvor en militærjunta eller en politikerklike har tilrevet sig magten og regerer uden om demokratiske retsprincipper. Alligevel er denne uregerlige samling nødt til at samarbejde inden for FN- traktaten, hvad der naturligvis ikke kan lade sig gøre.  Islamiske og andre totalitære stater har diametralt modsatte værdier og interesser af demokratiske stater. Derfor er FN-samarbejdet ikke et samvirke, men et modvirke, hvor det gælder om at mobilisere alliancer, der kan sætte deres vilje igennem. Da diktaturerne er de fleste, er det i reglen dem, der sætter dagsordenen, og det er derfor, FN producerer en aldrig ophørende strøm af fordømmende anti-israelske resolutioner, hvorimod blodige diktaturer som Iran og Saudi-Arabien kører på frihjul uden kritik.

Det betyder, at FN fra at være resultatorienteret nu er blevet procesorienteret, hvor succes er det, man nu en gang kunne blive enige om. Ligegyldig hvor uhyrlig resultatet er blevet, er det en succes, fordi succeskriteriet netop er konsensus og kun det. FNs Menneskerettighedsråd (UNHRC) har som sin primære opgave at stå vagt om FNs Menneskerettighedserklæring, men ved hjælp af alliancer og majorisering er det lykkedes for totalitære stater som Kina, Cuba, Pakistan og Rusland at blive valgt til Rådet, til trods for at disse stater hver evige eneste dag med næb og klør bekæmper alt, hvad FNs Menneskerettighedserklæring står for. Disse skandaløse forhold preller dog fuldstændig af på FN. Man blev jo enige. Så hvad er der at komme efter?

FN-syndromet breder sig. EU ligger politisk i ruiner uden reel politisk udviklingsstrategi og beslutningskraft. Det er i dag umuligt at nå til enighed om løsningen på alvorlige udfordringer som flygtningepolitik, energipolitik og forholdet til Rusland og Hviderusland. EU har ladet sig køre hjælpeløst over af klimafascisterne, ligesom EU er ved at blive revet helt over af modstridende centrale og decentrale bevægelser. Konsekvensen er derfor blevet som i FN. Når ikke man kan nå fælles resultater, bliver konsensus udnævnt til succes, også selv om man kun kan blive enig om, at man er uenig. Det er derfor, at Mette Frederiksen og før hende Lars Løkke kunne vende hjem fra utallige EU-møder og erklære, at man havde haft åbne og konstruktive diskussioner. Men det blev jo ved snakken. Resultaterne kom aldrig.

FN-syndromet har også ramt Christiansborg med fuld styrke. Vore politikere kæmper ikke mere for at få deres synspunkter igennem, for alle er blevet ambassadører for ’brede forlig hen over midten’.  Da 75 procent af alle vælgere enten arbejder for stat eller kommune eller modtager overførselsindkomst, ønsker folkehavet en stærk stat, der sikrer velfærd og tryghed. Den berømte midte i dansk politik er rykket stærkt til venstre, hvor vælgerne nu befinder sig. Det gør partierne så også. Venstre og Konservative er i dag støvsuget for borgerlige, liberale holdninger. Alle er blevet en slags socialdemokrater, og dansk politik er på vej til at blive en samarbejdende konsensusbevægelse, hvor resultatet er ligegyldigt, bare man kan opnå et ’bredt forlig hen over midten’.  Processen er blevet vigtigere end resultatet. Det er derfor vi nu sidder med verdens ringeste forsvar og verdens højeste skattetryk. Det var måske ikke lige det, man ønskede, men det var, hvad man nu kunne blive enige om.  FN-syndromet går sin sejrsgang.

Asger Aamund

2 Thoughts to “FN SYNDROMET KVÆLER DEMOKRATIET”

  1. Jørgen Friis

    Ret skræmmende perspektiver.
    Den situation du beskriver er det en slags ålerusesystematik hvor det kun kan gå den forkerte vej.
    Og er der overhovedet noget der kan bremse den udvikling?
    Mvh Jørgen Friis

    1. FN-syndromet breder sig som en smitsom sygdom, og er nu også årsagen til at Venstres politiske stjerne, Tommy Ahlers har kastet håndklædet i ringen. For meget proces og for lidt resultater, som han siger ved udgangen. Udviklingen er netop en åleruse. Vælgerne har vænnet sig til udviklingen og tror, at det ikke kan være anderledes. De kan ikke lide det, men de accepterer det.
      Med venlig hilsen,
      Asger Aamund

Leave a Comment