Perspektiv

Af Asger Aamund, 12. september 2014

Den mest portrætterede historiske eller mytiske kvindeskikkelse er utvivlsomt Jomfru Maria. Ingen har vist
set et billede af Jesu mor, hvor hun har touperet frisure eller viltert havfruehår, der blafrer i ørkenbrisen.
Jomfru Maria-skikkelsen er traditionelt udstyret med et tørklæde ofte suppleret med en glorie eller
dronningekrone, men altid med tørklæde. Hun er dog aldrig skildret som en formummet skælm, der skjuler
sig bag en burka eller niqab. Man kan altid se hendes smukke ansigt, der kun er omkranset af et klassisk
åbent tørklæde i mellemøstlig tradition. Marias tørklæde symboliserer ikke islamisk kvindeundertrykkelse
og sharia-justits med afhugning af hænder og stening af kvinder og bøsser, da islam først blev udviklet 600
år efter Marias død. Maria har næppe været mere eller mindre undertrykt end andre kvinder i Levanten på
den tid. Jødisk justits var dog ikke for børn. Man fulgte instrukserne fra Mosebøgerne, hvor
ægteskabsbrydere og gudsbespottere blev stenet eller brændt. Selv prævention var strafbart. Stakkels
Onan bliver i første Mosebog myrdet af Gud, da han afbrød et samleje, før han kunne gøre sin hustru
gravid. Maria levede i et hårdt og hævngerrigt samfund, hvad der som bekendt kostede hendes søn livet i
en ung alder. Men hendes tørklæde symboliserede hverken religiøse eller politiske holdninger, men var
udelukkende den traditionelle og gængse hovedbeklædning for datidens kvinder.

Vores valg af hatte, huer og tørklæder viser vores kulturelle og sociale tilhørsforhold. Det er et bevidst valg,
så andre kan se, hvor vi hører til. I forrige århundrede gik alle arbejdere med den kasket, man kalder en
sixpence. Det var et stolt signal man sendte til omverdenen: vi er alle med i en bevægelse, der bygger på
fælles fodslag og solidaritet. Borgerskabets mænd gik derimod med Homburg- eller Eden- hatten,
mandehatten hvis kælenavn stammede fra den altid ulasteligt klædte britiske udenrigsminister Anthony
Eden. Baskerhuen var populær hos skolelærere og kunstmalere, der ønskede at lægge afstand til både
borgerskabets materialisme og fagbevægelsens masseideologi. Hovedbeklædningen var således med til at
udtrykke vores identitet, men var også en slags sutteklud, der gav os en tryg placering i en liga af
ligesindede. Vi kan derfor ikke bebrejde muslimske kvinder, at de med tørklædet ønsker at vise, hvor de
hører til, nemlig i det arabiske kulturunivers, hvor Islam spiller en altdominerende rolle. Det giver kvinderne
tryghed og identitet i et moderne samfund, hvis frihed og folkestyre, de ikke kan eller ikke ønsker at forstå.
I en demokratisk retsstat som den danske kan vi naturligvis ikke forhindre muslimske mødre eller deres
døtre i at bære tørklæde, hverken privat eller offentligt. Det skal også være muligt for muslimske kvinder at
bære tørklæde på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren er indforstået. Dette gælder dog ikke alle
arbejdspladser. Arabisk kultur er religion, politik og samfundssyn fusioneret til en ideologisk frugtsalat, der
hedder Islam. Den islamiske verdensanskuelse er udtryk for en missionerende og aggressiv bevægelse, der
ser det som sin naturlige opgave at dominere det omgivende samfund, ikke bare religiøst, men også politisk
og kulturelt i videste forstand. Opinionsundersøgelser blandt muslimer bosiddende i EU viser at et
foruroligende stort antal ønsker et EU, hvor demokratiet og samfundet er underlagt islamisk lov og ikke
omvendt. Som den danske imam Abdul Wahid Pedersen har udtrykt det: ” Hvis du er muslim, køber du hele
pakken”. Sådan at forstå, at en muslim må også underkaste sig Islams grusomme straffepraksis. Dette
betyder, at millioner og atter millioner af muslimer i EU går ind for en retspraksis, der betyder, at det koster
højre hånd at hugge en thebolle hos bageren, at hustuen bliver stenet for utroskab, og at familiens
homoseksuelle søns afsjælede legeme hænger i en byggekran og svajer for vinden i flere dage til skræk og
advarsel for alle, der går i bøssetanker. Hvad enten man vil det eller ej, bliver tørklædet også et symbol på
den koranstat, der skal afløse den demokratiske retsstat. Men selv på denne baggrund kan vi ikke forbyde
islamiske tørklæder for husmødre, skoleelever, sygeplejesker eller kassedamer. Derimod skal tørklædet
forbydes for myndighedspersoner, der arbejder ved domstolene, i politiet eller i undervisningssektoren.
Dette forvaltes ikke gennem et generelt forbud mod at bære religiøse symboler, der er neutrale over for
samfundets indretning. Vi kan være trygge ved dommere, der bærer margrethekors, kalotter eller
thorshammer, som jo kun udstiller vores gudsforhold. Men vi kan ikke have politifolk, pædagoger eller
dommere, der har et hagekors eller et billede af Stalin i knaphullet, fordi disse symboler viser, at bæreren
bekender sig til diktaturet og til retsstatens omstyrtelse. Præcist som Islam også gør det.
I Danmark betyder integration, at man taler dansk, at man tager sig en uddannelse, at man finder sig et
arbejde, og at man accepterer Danmark som en demokratisk retsstat. Vi kan ikke tolerere et
parallelsamfund af trojanske heste, der arbejder på, at muslimske borgere og boligkvarterer glider over i
sharia-enklaver, hvor islamiske retsprincipper og justits siver ind ad bagvejen, fordi folkestyret er blevet for
slattent og impotent til at forsvare sine mest fundamentale principper. Der skal i Danmark naturligvis være
plads til forskellige trosretninger, forskellige kulturer. Men i Danmark er den dominerende kultur identisk
med den folkestyrede, frie retsstat. Den er alfa-kulturen, der nok tillader andre beta-kulturer, men intet
over, intet ved siden af alfa-kulturen. Den arabiske kulturs praksis i Danmark må indrette sig på, at den må
tilpasse sig og give efter, hver eneste gang den kolliderer med demokratiet og retsstaten som er
hjerteblodet i det moderne danske samfund. Islam betyder ’underkastelse’. Og det er jo en god begyndelse
på en fredelig sameksistens. Islam må således underkaste sig dansk politisk kultur og folkestyre, hvis
islamisk tro og livsmønster skal håbe på vedvarende accept fra den danske befolkning.