Perspektiv

Af Asger Aamund, 7. november 2014

Klimaet er politisk haute couture i den vestlige verden. Vi har købt Al Gore-versionen af klodens rette
tilstand. Vi forventer at stå i vand til armhulerne om føje år, og at de hvide pletter, der driver rundt i
Nordhavet ikke mere er isbjerge, men ligene af druknede isbjørne. Vi lader det ikke blive ved skåltalerne,
men er i fuld gang med konkrete planer, der skal afskaffe brugen af fossile brændstoffer senest år 2050, om
der så skal stå en gigantvindmølle i hver eneste dansk parcelhushave. På tv myldrer det med indslag fra
kommunale myndigheder, der beretter om ny kyst- og havnesikring i Esbjerg, Frederikshavn og andre
udsatte områder i Danmark.

Den accelererende flygtningelavine inspirerer imidlertid hverken politikere eller offentlige myndigheder til
konkret langtidsplanlægning, der både hjælper flygtningemasserne og også gør det muligt for det
internationale samfund at administrere den voksende menneskebølge, der skyller ind over Europa. I stedet
skændes vi højlydt om menneskesyn, solidaritet og ansvarlighed som surrogat for de løsningsmuligheder,
som vi ikke har mod, kompetencer og vilje til at drøfte og gennemføre. Vi kan imidlertid ikke udarbejde en
løsning, før vi har defineret og afgrænset opgaven. For det første må vi gøre os det klart, at fremtidens
flygtning ser meget anderles ud end fortidens. FN’s flygtningekonvention fra 1951 definerer en flygtning
som ’ en person der som følge af VELBEGRUNDET frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion,
nationalitet eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land i hvilket han har statsborgerret, og
som ikke er i stand til – eller på grund af VELBEGRUNDET frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse’
(mine fremhævelser). Konventionen lægger således bevisbyrden på flygtningen, der skal kunne
dokumentere eller sandsynliggøre, at han lever op til konventionens krav. De gammeldags flygtninge fra
trediverne og fyrrerne kunne ikke drømme om at destruere deres pas og identifikation inden ankomsten til
Danmark og derefter at skrige ’asyl’ til den første betjent, de møder. De var blevet sendt direkte ud af
landet igen, som vi desværre gjorde med jødiske flygtninge fra Hitlers Tyskland. De danske myndigheder
anerkendte, at jøderne blev forfulgt, men næppe så forfulgt, at det gjorde noget. For den klassiske flygtning
var det altafgørende for accepten af hans asylansøgning, at han kunne dokumentere ikke bare sin identitet,
men helst også sin lidelseshistorie i form af retsdokumenter, løsladelseskvitteringer og lignende. Siden da
er flygtningebegrebet blevet voldsomt udvidet, således at alle mennesker, der af den en eller anden grund
er i vanskeligheder, anerkendes som flygtninge. Kravet om ’ velbegrundet frygt’ er reelt frafaldet. I dag er
det således værtslandet der nærmest skal bevise, at asylansøgeren ikke er flygtning, hvad der kræver en
omfattende og international indsats for hver enkelt ansøger, der administrativt gør det nemmere at
acceptere en asylansøgning end at afvise den. Denne dramatiske udvidelse af flygtningedefinitionen er
kommet for at blive, og vi må indstille os på at skulle hjælpe millioner og atter millioner af mennesker der
søger væk fra klimakatastrofer, sult, fattigdom, epidemier og kriminalitet. Det almene flygtningebillede for
de kommende år tegner sig temmelig dystert. Krigstilstanden i Mellemøsten bliver en blodig og langvarig
affære. Det er som altid på de kanter en magtkamp mellem arabiske stammer og klaner pakket ind i
islamiske gevandter af forskellig farve og design, men fuldt tilstrækkeligt til et flammende og hadsk opgør
der kan vare årtier. Lige bagved lurer et ventende opgør mellem den iranske ungdom på den ene side og
ayahtollaernes og revolutionsgardens jerngreb om samfundet på den anden side. Det er en krudttønde, der
snart eksploderer. Vi kan forvente fortsat voldsom uro og borgerkrigslignende tilstande i store dele af
Nordafrika; der er reel borgerkrig i Den Centralafrikanske Republik og væbnede opgør på stribe i Eritrea,
Somalia, Sudan og Sydsudan. Der er erklæret hungersnød på Afrikas Horn der, som resten af Afrika plages
af en stigende overbefolkning. Ifølge den seneste prognose fra FN, der er offentliggjort i tidsskriftet’
Science’, får kvinder i Niger, Somalia, Tscad og Mali i gennemsnit 7 børn. Om få årtier vil Nigeria have en
større befolkning end USA, Mali have flere indbyggere end Japan og Tyskland færre indbyggere end Ghana.
FN’s rapport påpeger, at denne udvikling producerer forurening, fattigdom, og social uro. Vi kommer derfor
til at se flåder af nødstedte mennesker, der kæmper sig vej over Middelhavet til det europæiske paradis,
der ifølge menneskesmuglerne har mad, penge og boliger nok til alle. Ingen ønsker at diskutere
overbefolkning. Det er politisk sprængstof på linje med Pippi Langstrømpe og negerboller, hvis hvide
mennesker kritiserer sorte kvinder for at få for mange børn. For det ikke skal være løgn anslår FN’s
Flygtningekommission (UNHCR), at der vil være 250 millioner klimaflygtninge i 2050 på grund af erosion i
kystområder og stigende vandstand.

På den baggrund er det komisk, at vi i Danmark bruger tid på at diskutere, hvor mange business class
flygtninge, vi bør modtage og integrere. Men når man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, er alle
forudsætninger lige gode. Og så ender det hele i en evindelig dæmoniseringsfejde mellem de fascistoide,
klamme kældermennesker på den ene side og de samfundskriminelle landsforrædere på den anden.
Vi løser ikke bølgen af folkevandringer og flygtningestrømme ved at flytte millioner af mennesker tusindvis
af kilometer fra deres naturlige domiciler. Løsningen er heller ikke stramninger i asylpolitikken, der
efterlader lidende mennesker på møddingen. Der er derimod behov for en omfattende og stramt koordineret indsats af FN, EU og USA, som koncentrerer sig om en hurtig og effektiv beskyttelsesaktion så tæt
på flygtninge-brændpunkterne som muligt. Vi kan glemme alt om, at integrere enorme menneskemasser
fra fjerne og primitive kulturer i Europa uden fare for vor civilisations undergang. Fremtidens
flygtningestrategi skal yde flygtningene beskyttelse, tryghed og sikkerhed, indtil de kan vende hjem eller
repatrieres. Kan vi klare det, har vi i fællesskab gjort et anstændigt og godt stykke arbejde.