Perspektiv

Af Asger Aamund, fredag den 8. april 2016

Som vi alle har erfaret, består politisk islam i daglig praksis af afbrænding og stening af levende mennesker
og af massemord udført i Allahs navn på markedspladser, i busser, tog og trafikterminaler. Ikke desto
mindre fastslog EU’s udenrigskommissær Federica Mogherini i juni 2015 på en kongres for Foundation for
European Progressive Studies, at ” politisk Islam skal være en del af Europa”. Det fik hun ganske ret i, hvad
de islamiske myrderier i Paris, København og senest Bruxelles klart demonstrerede. Men i stedet for at
glæde sig over sine præcise forudsigelser brød Mogherini grædende sammen på en EU-pressekonference
umiddelbart efter, at Allahs stormtropper i Bruxelles havde slået til igen. Mogherinis ynkelige og bizarre
optræden kombineret med EU-ledernes hjælpeløse fraser om sammenhold og solidaritet og om islam som
kærlighedens og fredens religion viser, at vi må trækkes med den mest uduelige og afmægtige generation
af politikere nogensinde i Europas historie.

Kaster vi et blik på islams opståen og historie, fremgår det klart, at hvor kristendommen var revolutionen
blev islam kontrarevolutionen. Da islam blev udviklet omkring år 600, havde kristendommen gået sin
sejrsgang rundt i hele det romerske imperium. Evangeliet var dog ikke fyrsternes og generalernes valg.
Revolutionen bestod i, at kristendommen voksede sig stærk og sejrrig gennem underklassen, gennem de
fattige, slaverne og ikke mindst kvinderne. Efter århundreders forfølgelser af kristne udstedte Kejser
Konstantin et edikt i år 313, der reelt gjorde kristendommen til den førende religion i Romerriget. Det må
have forfærdet de traditionsbundne arabiske stammer og klaner, at se denne kvindagtige kærlighedens og
tilgivelsens religion fortrænge de gode gamle guder som Ashera, Ba’al og Molok. Men så kommer
Muhammed heldigvis på banen med en ny hellig fortælling.

Profeten talte i begyndelsen for døve øren, men han havde et vinderbudskab, som snart gik rent hjem hos
beduinfyrsterne: Med islam behøver araberen ikke at frygte for kristendommens næstekærlighed, lighed
for Gud og legenden om det evige liv gennem Jesus Kristus. Koranen fastfryser klanvældet til evig tid fordi
islam helliggør de arabiske stammetraditioner og gør dem uforanderlige til solen brænder ud. Således har
araberen i dag som dengang ingen individuel identitet, som i stedet er forankret i familien og stammen.
Høvdingen bestemmer over alle andre. De gamle mænd hersker over de unge mænd. Alle mænd hersker
over kvinder og kvæg. Da araberne dengang som i dag er fortidsfikserede, vidste Muhammed, at han ikke
kunne få succes med en spritny religion. Islam skulle forsynes med patina, så fortællingen kunne konkurrere
med jødedommen og det kristne evangelium. Han huggede derfor Abraham fra jøderne og gjorde den
gamle patriark til muslimernes religiøse stamfader under navnet Ibrahim. Nu da han var i gang, blev også
Moses under navnet Moussa en del af islam. Også Jesus måtte forlade sit oprindelige ståsted og blev i
koranen udnævnt til profeten Issa, men uden at være Guds søn. Dog slipper Jesus for at blive korsfæstet,
idet islam lader ham stige til himmels efter at han havde aftjent sin profetpligt.

Men det værste er dog tyveriet af ærkeenglen Gabriel, som spiller en prominent rolle for både jøder og
kristne. Af syv ærkeengle er Gabriel den fineste, idet han af Gud beordres til at forestå Mariae bebudelse.
Det er Gabriel, der i Lukas Evangeliet fortæller Maria, at hun skal befrugtes af Helligånden og skal føde et
drengebarn, som hun skal kalde Jesus, og at ” det som fødes, skal kaldes helligt, Guds Søn”. 600 år senere
er Gabriel stukket af fra Gud, sin tidligere arbejdsgiver og dikterer nu i en klippehule Allahs ord til
Muhammed, der ganske vist var analfabet, men med en formidabel hukommelse, idet han kunne huske og
gengive Gabriels diktat uden slinger i valsen. For os kristne er det jo sørgeligt at se denne prægtige
ærkeengel synke så dybt, at han, der bragte os det glade budskab, nu fornægter sin herre Jesus og forviser
ham til en plads på profeternes reservebænk.

Salig Mærsk McKinney Møller havde et valgsprog som han efterlevede til punkt og prikke: ’ No effort too
great, no detail too small’. Denne grundighed præger også koranen, der i mindste detaljer dikterer
oldtidens muslimer, hvordan de skulle leve deres liv. Da koranen er hellig og ukrænkelig, styrer islam ikke
bare oldtidens muslimer, men også nutidens. Islam betyder ’underkastelse’. Der er ikke kompromis eller
fredelig sameksistens i moderne islam. Den rene ufortyndede oldtidskoran er grundlaget for al politisk
tænkning i de islamiske førerstater Saudi- Arabien og Iran. Omfattende og robuste undersøgelser viser
klart, at et skræmmende stort antal af Europas muslimer ønsker at leve under sharia-loven i stedet for
under en demokratisk forfatning. Og vi er godt på vej til at give efter og lade os besejre af en forstenet
oldtidskultur, fordi vi foragter vores egen. Den tidligere leder af Rådmandsgades Skole , Lise Egholm,
gennemførte, at skolen blev shariafrit område selv med et overvældende antal elever med arabisk
kulturbaggrund. Trods forældrenes jammer kom de muslimske elever på Thorvaldsens Museum med de
skamløst nøgne statuer, pigerne kom i fællesbad efter gymnastiktimen og alle elever deltog i den årlige
julegudstjeneste. Vi kan dog næppe håbe på, at vore politikere kan opvise en stålsat kulturel selvbevidsthed
som Lise Egholm og gøre hele Danmark til shariafri zone.

Tværtimod ser vi i en stor del af befolkningen et voksende had til friheden, livsglæden og retsstaten. Vi
skammer os over vores kultur. Vi skammer os over at være danske. Det synes islam også, at vi skal. Den
berygtede jihadist Anwa al-Avlaki er ofte citeret for at sige, at” vi muslimer elsker døden lige så meget, som
I elsker livet, og derfor dør vi gerne for islams sag”. Vi lunkenkristne har ikke mere en sag at dø for. Har man
ikke noget, der er værd at dø for, er der jo heller ikke meget at leve for. Og så er døden jo ingen sag.