Perspektiv

Af Asger Aamund, den 20. april 2018

Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage, men de
er uden indflydelse på landets styrelse og fremtid. Den offentlige sektor har besejret den private, som dog
kan glæde sig over, at globaliseringen har forbedret flugtmulighederne for virksomheder og investeringer.
Garotteringen af det liberale Danmark tog fart i 1990erne, da det lykkedes vore politikere at skabe et
vælgerkorps, hvor flertallet befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Hermed blev velfærdssamfundet afløst
af klientstaten, der siden har udviklet sig til den dybe formynderstat, vi lever under i dag. Det kommunale
og statslige administrative kompleks vokser nu ved egen kraft og er reelt uden for politisk rækkevidde.
I 2013 var jeg med til at producere otte TV– programmer for DR2 om de langtidsledige. I forløbet indgik,
der et interview med OAO, som er fagforeningen for offentlige ansatte i LO-området tidligere kendt som
’sølvsnorene’. Som protest mod det offentliges papirvælde havde OAO fremstillet en læderindbundet bog,
der var hele tre meter lang. Bogen indeholdt de mange tusinde gyldige, aktuelle direktiver og cirkulærer,
som de ansatte i A-kasserne og jobcentrene skulle være bekendt med for at kunne udføre deres arbejde
efter forskrifterne og gældende lovgivning. Vi kørte den tunge bog ind til Christiansborg og opstillede den
på slotspladsen. Herefter interviewede jeg en lang række politikere fra alle partier. Nogle ville dog ikke
udtale sig til kameraet, men alle som én var enige om, at dette vanvittige papirvælde var en skandale og
skulle stoppes og forenkles. Og det kunne ikke gå stærkt nok. Det er yderst sjældent, at samtlige politiske
partier er fuldstændig enige om noget som helst, men her var en fælles sag, som alle kunne støtte. Der er
nu gået fem år, og der er intet sket. Tusindvis af offentlige og kommunalt ansatte sammen med et hav af
konsulentfirmaer er engageret i arbejdsformidling og har effektivt bekæmpet ethvert forsøg på forenkling
og rationalisering.

Klientstaten har nu slået så dybe rødder i det danske samfund, at selv udenrigshandelen er inddraget.
Danmarks største importvare er netop klienter. Medier og selv arbejdsgiverorganisationer glæder sig over
denne tilgang af ny arbejdskraft til trods for, at alle ved, at en stor del de importerede klienter efter
lovpligtig familiesammenføring ender på livslang offentlig forsørgelse.

Hensynet til formynderstaten dominerer folketingets arbejde. Der er ikke ført borgerlig politik siden Poul
Schlüters tid, selv ikke under liberale statsministre. Anders Fogh Rasmussen fandt hurtigt ud af, at ingen
ville hjælpe den nyslåede regeringschef i 2001 med at føre liberal politik. Da Fogh trådte tilbage efter 10 år
som statsminister var det offentlige udgiftsniveau til gengæld steget fra 440 milliarder kroner til 520
milliarder kroner, altså en gigantisk vækst på 80 milliarder kroner. Fogh kunne godt have skrevet en ny bog
om emnet denne gang med titlen: Fra minimalstat til socialstat.

De partier i folketinget, der i hvert fald i partiprogrammerne bekender sig til økonomisk vækst og velstand
som forudsætning for velfærden, råder kun over sølle 61 mandater, selv hvis vi med bortvendt ansigt
regner de radikale med til vækst-gruppen. Alle de øvrige partier bekender sig til et Danmark, der er styret af
statsmagten, der dog er omdøbt til ’fællesskabet’, og hvem kan dog havde noget imod fællesskab? Det er jo
ligesom DR-licensen, noget vi giver til hinanden. Hele centrum-venstrefløjen -inklusive Dansk Folkeparti – er
fordelingspartier, der ikke ønsker vækstreformer, men en styrkelse af ’sammenhængskraften’, så få har for
meget og færre for lidt. Efter årtiers hjernevask har vælgerbefolkningen nu endelig forstået det
fordelingspolitiske kernebudskab: at valget står mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til
klienterne. Derfor viser alle meningsmålinger, at flertallet af danskerne modsætter sig skattelettelser, og at
flertallet ligeledes ønsker, at de offentlige ansatte får deres lønkrav opfyldt.

Mette Frederiksen er som socialdemokratiets førstedame klientsamfundets ubestridte leder. Hun udtalte
som ny partichef, at hun ikke var interesseret i at drøfte reformer, men ville i stedet at diskutere, hvordan
vi fordeler det, der allerede ligger på bordet. Herefter fulgte den vigtige programerklæring fra den nye
partileder, at socialdemokratiets vigtigste mærkesag var kampen mod uligheden. Stauning, Hedtoft og H.C.
Hansen vender sig i deres grave. De brugte deres politiske liv på at forbedre forholdene for den danske
arbejder: bedre løn, bedre uddannelse, bedre social sikring. Nu er arbejderen på plejehjem, og klientstaten
er nu så dyr, at han ikke kan få bad, men må vaskes med vådservietter samtidig med, at danske skatteydere
årligt skal hoste op med 33 milliarder kroner i offentlig forsørgelse til de importerede klienter. Det reelle
valg er således, om vi skal overgive os til klientstaten eller i stedet skabe bedre levevilkår for dem, der
betaler regningen, hvilket ville være sund borgerlig politik.