Perspektiv

Af Asger Aamund, den 18.maj 2018

Salig Ayatollah Khomeini pålagde sine efterfølgere tre skæbnesvangre løfter, som de nu kompromisløst
stræber efter at indfri: udslettelse af staten Israel, nedkæmpelse af sunni-islam og etablering af shia-islams
dominans over det islamiske verdenssamfund. Set i et iransk perspektiv udvikler tingene sig ganske
fornuftigt: shia-islam er på sejrskurs i den igangværende stedfortræderkrig mod Saudi-Arabien og sunniislam. Den sunni-muslimske dominans i Irak er brudt, og i stedet er det shia-islam, der svinger taktstokken.
Samme position er ayatollaherne ved at opnå i Yemen og frem for alt i Syrien, hvor præsident Assad i dag er
en ligegyldig bonde på det politiske skakbræt. Shia-militserne har oprettet baser og militære støttepunkter
tæt på Israel som forberedelse til den invasion, der skal udradere den forhadte jødiske stat. Mullaherne i
Teheran har også haft succes med at indgå en aftale med de enfoldige og godtroende ledere i Vesten, der
villigt har ophævet de lammende sanktioner til gengæld for en aftale, der ikke på nogen måde forhindrer
Iran i at udvikle atomvåben, men kun udsætter festen i en beskeden årrække. Siden sanktionernes
ophævelse er over hundrede milliarder indefrosne dollars blevet kanaliseret over i realiseringen af
Khomeinis mål. I de sidste tre år har den shia-muslimske terror og militære ekspansion således været i
voldsom acceleration.

Obama-generationen af vestlige ledere lader sig ikke forvirre af disse ildevarslende kendsgerninger. Især
EU-landene har nu valgt at se Iran som et de facto medlem af det internationale samfund, som man kan
gøre forretninger med. Siden sanktionernes ophævelse har et utal af erhvervsdelegationer været på
salgsturné i Iran. Eksportørerne gnider sig i hænderne i forventning om forretning og profit. De europæiske
regeringer og medier omtaler den iranske ledelse som ’moderat’. Moderationen manifesterede sig
umiddelbart efter, at USA var trådt ud af atom-aftalen. De iranske parlamentsmedlemmer gennemførte en
moderat afsyngelse af slagsangen: ” Død over Amerika”, og foretog i parlamentssalen en moderat
afbrænding af det amerikanske flag.

Aftalen, som formelt hedder Joint Comprehensive Plan of Action ( JCPOA), blev indgået i 2015 mellem Iran
og de faste medlemmer af FNs sikkerhedsråd. Præsident Obama turde ikke forelægge traktaten for
Kongressen til parlamentarisk godkendelse. Obama forpligtede i stedet USA ved personligt at underskrive
aftalen. En parlamentarisk godkendelse ville have været bindende også for senere præsidenter indtil
aftalens udløb i 2025, men hvad der forpligter ved et pennestrøg, kan annulleres ved et pennestrøg. Og det
var lige, hvad præsident Trump gjorde. Men hvorfor dog trække sig ud af en traktat som FN og EU er så
glade for, og som Obama kaldte ’historisk’? Trump er ikke interesseret i en pagt, der kun udskyder, men
ikke forhindrer Irans atombevæbning. Pentagon vurderer, at Iran kun behøver 18-24 måneder til at
producere nukleare sprænghoveder. Dernæst har iranerne vist, at de lyver og bedrager efter behag. Under
forhandlingerne om kontrakten fastholdt den iranske regering, at man udelukkende arbejdede på at
udvikle anlæg til civil produktion af atomkraft. For nylig kunne Israels præsident Netanyahu dog afsløre, at
Iran havde fremstillet en komplet kogebog til udvikling, produktion og fremførelse af atomsprænghoveder.
Trump er på den hårde måde blevet klar over, at i islam er ethvert bedrag, enhver fortielse, enhver løgn
tilladt og legitim, hvis blot det tjener islams sag, hvad Iran her har vist et flot eksempel på ( Koranen (3:54/
7:99)

Den amerikanske regering kan heller ikke acceptere, at aftalen ikke omfatter kontrol med
fremføringsmidler. Det er en kendsgerning, at Iran udvikler og afprøver avancerede krydsermissiler og
ballistiske raketter, der kan påmonteres atomvåben. Ligeledes har præsident Trump noteret sig, at Iran
efter sanktionernes ophør har kanaliseret sine nye milliardindtægter ind i terror og erobringstogter, selv
om landet og dets befolkning er økonomisk nødlidende. Ifølge den britiske avis The Guardian er 40 procent
af Irans ungdom arbejdsløs. Der er udbredt korruption og tårnhøj inflation. Priserne på kylling og æg er
fordoblet på kort tid, og den iranske arbejder har ikke mere råd til kød i madskålen. Der er hyppige
protestaktioner, strejker og arbejdssabotage, som bliver slået ned med ekstrem brutalitet af styret.
Alt tyder således på, at mullaherne i Teheran stædigt og kompromisløst forfølger de mål, der blev pålagt
dem af ayatollah Khomeini. Trump vil have en aftale, der effektivt forhindrer Iran i at udvikle atomvåben,
og som sætter en stopper for regimets militære ekspansion i Mellemøsten. Til gengæld vil USA
formodentlig tilbyde et omfattende udviklings- og investeringsprogram, der kan bringe Irans betrængte
økonomi på rette kurs til glæde for hele folket og ikke kun for præsterne og militæret. Den sunde fornuft
siger ja til denne løsning, men fanatismen siger nej. Der skimtes intet lys for enden af Khomeinis mørke
tunnel.