Kronikker

Kronik, Berlingske Tidende, 27. november 2009

”Vi han jo ikke leve af at klippe hinanden”, siger en gammel politisk kliché. Det har vi da ellers været gode
til: Frisøren klipper kunderne og staten klipper frisøren. Det virkede så godt, at vi indtil for nyligt kunne
købe hele verden. Nu er vi ved at blive ædru og indser, at festen er forbi.

LØKKES TALE UDLØSER REFORMER, råbte forsiden på Berlingske Søndag. Nu skal man ikke forveksle årsag
og virkning. Det var ikke statsministerens tale, der nu udløser reformer, men tværtimod det nu akutte
reformbehov, der udløste Løkkes tale. Og det er også den bedste rækkefølge, hvis vi skal lykkes med en
accelereret indtjeningsplan for det danske samfund.

Fordelingspolitikken har traditionelt været nøglen til den politiske magt i Danmark. Det er den stadig,
eftersom mere en halvdelen af vælgerne lever af overførselsindkomst, men da tre ud af fire vælgere om ti
år vil være uden for arbejdsmarkedet, er der uden reformer ingen mulighed for at finansiere et
velfærdssamfund af bare nogenlunde anstændig standard. Både regering og opposition har vredet og vendt
sig for at undgå en reformpolitisk debat, selv om konturerne af en national strukturkrise blev stadig
skarpere. ”Går du til valg på et reformprogram, venter der 10 års ørkenvandring i opposition”, lyder parolen
på Christiansborg. Men på Venstres landsmøde levede Lars Løkke Rasmussen op til en statschefs tunge
ansvar. Han satte omsider hensynet til nationen over parti- og magtinteresser og lukkede ånden ud af
reformflasken vel vidende, at den ikke kan stoppes ind igen.

Statsministerens 10-punktsplan rummer de essentielle elementer til den nødvendige vækst i den nationale
velstand, der er den bestemmende forudsætning for sikringen af et velfærdssamfund af kvalitet.
Iværksættermålet er prominent placeret som punkt nr. 2 og lyder:
”Danmark skal være blandt de tre lande i verden med flest vækst-iværksættere”

Men hvorfor er det nu så vigtigt? Kan vi ikke bare leve af det erhvervsliv, der er i forvejen? Hvad er der i
vejen med A.P.Møller, Novo og Carlsberg? Svaret er ikke enten eller, men både og. Det eksisterende
erhvervsliv er det solide fundament under den nationale husholdning, men kan ikke alene dække det
stærkt stigende behov for vækst og indtjening i det danske samfund. Fordelen ved nystartede
virksomheder er, at de starter fra nul og skaber værdier herfra. Derfor er statsministerens mål formuleret
som ”vækst-iværksættere” , altså de nye virksomheder, der skaber maksimal vækst og nyværdi pr.
medarbejder. Hvis vi i 2020 skal kunne lukke kløften mellem samfundets udgifter og indtægter, skal vi om
10 år have 3-4000 nye vækst-virksomheder, der slet ikke findes idag. Alle disse virksomheder starter med
værdi nul, men er de 10 år senere 100 millioner kr. værd i gennemsnit, er der tilført enorme værdier til det
danske samfund som en kombination af selskabernes markedsværdi, deres arbejdspladser, deres
teknologiværdi, omsætning og overskud. Hertil kommer betydelige bonusværdier fra de nye virksomheders
samspil med andre firmaer som kunder, leverandører eller servicepartnere.
Og så skal vi huske på, at selv de største mega-koncerner er begyndt med, at en kvik fyr fik en lys idé.
Indtil nu har Danmark budt sine vækst-iværksættere kummerlige forhold: Tårnhøj beskatning, usle
finansieringsmuligheder og et ringe samvirke mellem stat, industri og universiteter. Det er lige netop de
problemer og vækstflaskehalse, statsministerens plan ønsker at fjerne, og vi kan derfor opstille en konkret
arbejdsplan, der vil føre til det erklærede mål om Danmark som førende vækst-iværksætter inden 2020:
En IVÆRKSÆTTERPAKKE, der omfatter 3 lovinitiativer:
– Iværksætterfond
– Skattereform
– Stifteraktier
Selv inden bank- og finanskrisen var det særdeles vanskeligt at skaffe kapital til nye virksomheder. Nu er
det nærmest umuligt. Der er i dag ingen penge at hente for iværksætterne, hverken fra bankerne eller
investorer, og det danske samfund taber dag for dag enorme fremtidsværdier, fordi ingen spirer gror i en
finansiel ørken. Men heldigvis har vi Den Sociale Pensionsfond med en kapital på 125 milliarder kroner. Hvis
vi inddrager 40 milliarder kroner til en iværksætterfond, er der gode muligheder for, at vor førende
pensionskasser også vil være med. Hvis det lykkes, kan vi uden at bruge af fondens grundkapital producere
et renteafkast på 2 milliarder kroner om året til investering i nye vækst-virksomheder.
Ifølge den nyeste oversigt fra Worldwide Tax ligger den gennemsnitlige top-indkomstskat i EU på 40-45
procent. De europæiske samfund konkurrerer nu på livet løs om at tiltrække kapital, teknologi og
virksomheder, der skal skabe den velstand, der er forudsætningen for velfærden. Hvis ikke vi justerer vores
egen indkomstbeskatning, så den flugter med EU-niveauet, har vi reelt selv berøvet os muligheden for at
bevare et socialt ansvarligt og solidarisk velfærdssamfund.

Danske iværksættere er lønmodtagere uden opsparing andet end hvad der måtte stå i hus og
pensionsordninger. Der er jo ingen grund til at forlade en sikker funktionærstilling og starte en helt ny og
højrisikabel virksomhed, hvis man kun ender som lønmodtager i sit eget firma uden medejerskab.
Californien, som blot er en delstat i USA, er på top-ti-listen over verdens stærkeste økonomiske samfund.
Californien er en iværksætterstat, hvor erhvervspionerer vederlagsfrit kan modtage stifteraktier fra deres
kapitalstærke investorer, således at disse aktier først beskattes, når de sælges, og iværksætteren har fået
rede penge i hånden. Denne samfundsgavnlige transaktion ville i Danmark udløse 60 procent i
indkomstskat til straks-betaling allerede ved overdragelsen af aktiebeviserne. Med disse udsigter forbliver
iværksætteren i sin funktionær-puppe. Han glemmer drømmen om at blive til en sommerfugl og lever
resten af sit liv som larve.

Iværksætterfond, skattereform og stifteraktier er alt, hvad der skal til for at skabe de 3-4000 spritnye værdivirksomheder, der i løbet af ti år kan redde velfærdssamfundet og atter gøre Danmark til en vindernation.
Planen er enkel og effektiv, men udførelsen kræver politisk ansvarlighed og handlekraft på tværs af
partiskel.

Vi har ikke brug for et nationalt kompromis, der jo betyder, at ingen når deres mål. Vi har derimod brug for
en offensiv reform-alliance, som forpligter ansvarlige partier til en konkret iværksætterplan for det danske
samfund. Statsministeren har med sin 10-punktsplan vist modet til at træde ud af partpolitikkens trygge
fodfæste. Tør socialdemokraterne gøre det samme for nationens skyld? Lad os håbe, at de tør og vil gå ind i
den nødvendige reform-alliance.

Ellers har vi om ti år et samfund, hvor eliten har klaret sig, og fanden taget de sidste.
Asger Aamund