Perspektiv

Af Asger Aamund, den 15. august 2014

” Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage. En røvet datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage.
Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os i møde. Hil dig vor moders øjensten i nytids – morgenrøde”.
Sådan skrev forfatteren og samfundsrevseren Henrik Pontoppidan i 1918 i anledning af den forestående
genforening med det Sønderjylland, vi måtte afstå efter nederlaget i 1864-krigen. Digtet blev hurtigt
folkeeje, fordi det ramte præcist i hjertekulen på de fleste danskere, der var i oprigtig sorg over tabet af
Sønderjylland. For os moderne europæere kan det måske være vanskeligt at forstå og acceptere, at de
fleste russere rummer lignende følelser over for tabet af Ukraine. I 1654 aflagde den ukrainske kosak-fyrste
troskabsed til den russiske zar og bragte dermed landet ind under russisk suverænitet efter mange
århundreders omskiftelige tilhørsforhold og statsidentitet. Selv om Ukraine forblev en del af zarernes
Rusland og af det efterfølgende Sovjetunionen, har ukrainerne altid betragtet sig som en slags fristat, hvad
der har ført til en lang række større og mindre konflikter med den russiske storebror. Den foreløbige
kulmination indtraf under Stalins terrorregime i begyndelsen af 1930rne, hvor de ukrainske bønder og
husmænd modsatte sig tvangskollektiviseringen af deres gårde og marker. Stalin svarede igen med
omfattende kornrekvisitioner, der ribbede bønderne for ikke bare kornlagrene, men også såsæden til
kommende års afgrøder. Resultatet blev en planlagt hungerkatastrofe, der kostede 5 millioner ukrainere
livet. Hertil kom de mange hundredtusinder, der forsvandt i Sibiriens koncentrationslejre. Gulag-systemet,
som en bulgarsk historiker har beskrevet som ’Auschwitz uden krematorier’. De fleste russere mener, at en
mindre pro-amerikansk klike i Ukraine kuppede sig til selvstændighed i de kaotiske år efter sovjetstatens
sammenbrud. Det siges, at russerne ikke sover trygt om natten, så længe de har naboer. Det blødende,
nationale russerhjerte vil derfor meget gerne have Ukraine tilbage i folden på den ene eller anden måde.
Russeren tror beredvilligt på den nationale myte om, at vestmagterne arbejder målrettet og uophørligt på
at forhindre Rusland i at indtage sin retmæssige position på den globale scene som politisk og militær
stormagt. Optagelsen af de tidligere våbenbrødre fra Warszawapagten i NATO og EU blev i Rusland
vurderet som ekstremt fjendtlige handlinger direkte vendt mod Ruslands nationale sikkerhed. Den
moderne russiske formynderstat under Vladimir Putins ledelse hælder bevidst benzin på dette bål af
fremmedhad og mistænksomhed. Putin-regimet sidder i dag så tungt på de russiske medier, at den almene
russiske befolkning ikke opfatter Rusland som på nogen måde delagtig i nedskydningen af det malaysiske
passagerfly for nylig. I Rusland ser man ikke Putin som en sørøverkaptajn på erobringstogt, men som den
ansvarlige, myndige og omsorgsfulde regent, der som en anden Christian den 10. snart vil ride over
grænsen på en hvid hest og formelt besegle genforeningen med den røvede datter.
Putin er en begavet mand, der ved, hvad han kan opnå og, hvad han ikke kan opnå. Det er næppe målet at
indlemme Ukraine i det russiske rige, men snarere at sikre, at Ukraine bliver en del af den russiske
autoritets-sfære på samme måde som de østeuropæiske lande, der havnede på den forkerte side af
jerntæppet. DDR, Polen, Czekoslovakiet og Ungarn spillede nok formelt hver deres instrument i det røde
kapel, men det var sovjetstaten, der med taktstokken i hånden bestemte, hvad der skulle spilles og,
hvordan der skulle spilles. Derfor vil vi nu se et nyt jerntæppe, der sænker sig fra Østersøen til Sortehavet.
Det kommer ikke til at ligne det gode gamle jerntæppe fra den kolde krig, men det bliver etableret af den
samme grund. Putin er tidligere KGB-chef i DDR. Han kan sin politiske historie og ved, at jerntæppet
gennem en total isolation af vestlig politisk, økonomisk og kulturel indflydelse reddede det håbløse
socialistiske system for undergang gennem årtier. Den totale, altomfattende isolation virker derfor
systembevarende for diktaturstater – som Rusland jo er i dag – og ikke systemomstyrtende, således som vi
tror i de vestlige demokratier. 13 års benhårde sanktioner mod Saddam Husseins Irak væltede ikke
diktatoren. Årtiers sanktioner mod militærjuntaen i Burma var ligeledes virkningsløse. For at forstå
jerntæppets konserverende virkning på det kommunistiske system, skal man forstille sig et Europa efter
anden verdenskrig uden jerntæppet, men med åbne statsgrænser: I Czekoslovakiet henslæber
maskinarbejderen et trist ikke-liv i en trang og overfyldt lejekaserne. Hans kone må hver dag styrte rundt
for at finde en kø, hun kan stille sig op i med sit indkøbsnet. Måske vil der være en stump pølse eller en luns
kylling at få. Ellers vanker der igen, igen kogte kartofler og kål til aftensmad. Nu tager maskinarbejderen en
tur over grænsen for at se, hvordan hans kollega den tyske maskinarbejder lever. Han bor i en moderne, lys
og rummelig lejlighed. Her er pæne møbler og et stort tv-apparat. Familien køber ind i et velforsynet
supermarked. Tyskeren ejer en folkevogn og har råd til sommerferie i Spanien. Det kommunistiske system
havde naturligvis ikke overlevet denne grusomme konfrontation, men den selvvalgte isolation forlængede
dødskampen i årtier.

Nu har Rusland atter brug for at holde de vestlige demokratier lidt på afstand, således at Putin kan operere
friere i og omkring Ukraine. Han behøver ikke at etablere et egentligt jerntæppe. Det har han folk til.
Nemlig os i EU og USA: Putin iværksætter provokationer. Vesten svarer med sanktioner. Putin lancerer
mod-sanktioner i bedste forståelse med den russiske folkestemning. Putin opnår herved lige nøjagtig den
grad af isolation, der styrker det nationale sammenhold, og som nærer den folkelige forestilling om det
ondsindede Vesten. EU og USA har fravalgt enhver form for militær intervention i Ukraine-konflikten. Det
ved Putin, og derfor er han på vinderkurs. I EU sidder vi nu passive i vores afmagt og rådvildhed. Den
tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde en gang, at man kommer langt med et
venligt smil. Men at man kommer endnu længere med et venligt smil og en pistol. I EU har vi vinket farvel
til våbnene under alle former og sidder nu tilbage med kun et smil. Citronsmilet.