Perspektiv

Af Asger Aamund, den 27. februar 2015

I januar måned i år lykkedes det ifølge en international opgørelse Allahs raske svende at myrde knap 4000
mennesker. Boko Haram tegnede sig for halvdelen gennem en massakre på landsbyboere i Nigeria. ISIL
lagde over 300 ofre i en massegrav i Mosul, og resten er en blandet landhandel af ofre for
selvmordsbomber, attentater og en del officielle henrettelser i islamiske samfund. Sunni-muslimers drab på
shiamuslimer og omvendt fylder en hel del i statistikken. Det er jo naturligt nok, da de to fraktioner af
kærlighedens og fredens religion ikke kan blive enige om, hvem der er profeten Muhammeds rette
efterfølger. Konflikten opstod ganske vist for 1300 år siden, men i Islam, hvor tiden som bekendt står stille,
er der ikke tradition for at slutte fred med anderledes tænkende, men tværtimod at ombringe dem, og det
har man så gjort lige siden.

Den eskalerende borgerkrig i Mellemøsten er delvis en stedfortræderkrig mellem det shiitiske Iran og det
sunnimuslimske Saudi – Arabien, men er lige så meget en kamp mellem arabiske klaner og stammer om
magt, indflydelse og kontrol med ørkenstaternes eneste aktiv af betydning: olie- og gasfelterne. Alt det
kunne jo være ligegyldigt for os i de vestlige demokratier, hvis bare de stridende parter kunne holde deres
konflikter inden døre og føre deres krige selv uden at inddrage os andre. Ulykkeligvis er Europa blevet en
del af Islams slagmarker med et stigende antal ofre. Det europæiske problem med islam opstod i kølvandet
på en stadigt voksende flygtningestrøm fra ayatollahernes terrorvælde i Iran og fra efterfølgende konflikter,
fejder og krige i området. Det har hele tiden været dansk politik, at alle flygtninge skulle være en del af det
danske samfund og ikke sendes tilbage, når der ellers atter var fredelige forhold i deres hjemlande.
Danmark har op gennem historien opbygget gode traditioner for at integrere sine indvandrere med succes.
Ungarere, tyskere, chilenere, skandinaver er blevet en gevinst for det samvirkende samfund. Danmark har
altid været åbent for nye politiske og kulturelle strømninger, hvad Reformationen, Oplysningstidens
landboreformer og demokratiets indførelse er gode eksempler på. Imidlertid vil ingen dansk politiker
påtage sig det mindste ansvar for, at vi i dag sidder med flere hundrede tusinde indvandrere og flygtninge
fra formørkede og stillestående kultursamfund med uoverstigelige sociale tilpasningsproblemer til følge. En
vaskeægte indvandrer bringer noget til bordet i sit nye land. Han lærer sig sproget, tager en uddannelse,
der fører til fast arbejde. Han skaber værdi for sin familie, sin virksomhed og bliver en konstruktiv del af det
samvirkende samfund. Flittige og kompetente indvandrere skabte rige samfund som USA og Australien. I
Danmark er det omvendt. En dilettantisk og katastrofal integrationspolitik koster nu skatteyderne 17
milliarder kroner om året i understøttelse til indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv. Altså ulandsbistand udbetalt i Danmark.

Tilmed har den dominerende centrum-venstrefløj skabt en giftig myte, der stempler danskerne som
fremmedfjendske isolationister, der forfølger og diskriminerer et værgeløst muslimsk mindretal. Ifølge
denne vidtløftige skrøne er der jo ikke noget at sige til, at kriminaliteten og analfabetismen er høj blandt
unge indvandrere, da samfundet jo aldrig har givet dem en chance. Og den sociale udstødelse er også
grunden til, at vi ser radikaliserede unge muslimer, der drømmer om at myrde jøder, kristne, demokrater
og andre udbyttere af undertrykte borgere med arabisk kulturbaggrund. Ifølge myten har de selvfede,
klamme danskere kun sig selv at takke for, at vores integrationspolitik ligger i ruiner. Alt dette er naturligvis
vås og vrøvl. Ingen dansker ville drømme om at se ned på den tyrkiske grønthandler, den pakistanske
taxachauffør eller den indiske restauratør. Danmark er en fagforening, hvor vi respekterer alle, der giver
den en skalle og bringer værdi til fælleskabet. Men det er også sikkert, at mange danskere har det dårligt
med det enorme antal arbejdsløse indvandrere, der skal forsørges samtidig med, at velfærdssamfundet
knager og brager i fugerne. Vore gamle ligger og sejler i deres fyldte bleer til den snurrende lyd af
robotstøvsugeren, mens de venter på en bakke med ugegammel plasticmad. Men propagandaen virker.
Vi tør ikke længere bruge vores ytringsfrihed. Vi har købt den hule kliché, at Islam er kærlighedens og
fredens religion, og at den voksende terror udføres af enkelte radikaliserede galninge, som er bragt til
fortvivlelse på grund af social udstødelse. Vi sidder som en flok pryglede aber og accepterer
demokratiernes desperate trosbekendelse, at Islam og terror intet har med hinanden at gøre.
Kendsgerningerne ser imidlertid anderledes ud. De 4000, der blev myrdet i sidste måned er alle som en én
ombragt i Allahs navn. De muslimske terrorister er ikke socialt udstødte, men i reglen veluddannede
personer – ofte ingeniører – der har haft alle muligheder for at leve et liv som nyttige samfundsborgere. En
stor pan-europæisk undersøgelse fra det tyske socialforskningsinstitut viser at flertallet af muslimer i EU
ikke ønsker at integrere sig i de europæiske retsstater, men ønsker sharia-lov i stedet. Hverken den store
depression i trediverne eller den enorme ungdomsarbejdsløshed omkring 1980 resulterede i øget
kriminalitet blandt de unge. Men vi tør ikke se bæstet i øjnene. I stedet har vi opfundet et mildt bæst, vi
bedre kan leve med. Det bæst hedder moderat Islam. Vi støtter moderat islam selv om ingen vist har set
eller talt med en moderat muslim. En moderat muslim må som netop moderat fornægte koranens
voldsforherligelse og skal derfor som kætter og frafalden henrettes ved stening. Vores nye myte fortæller
os, at kærlighedens og fredens religion er blevet invaderet af enkelte radikaliserede galninge, som vi nu må
isolere og uskadeliggøre, således at vi kan få gode gamle islam tilbage igen. Angsten og
virkelighedsfornægtelsen tynger Danmark. Selv statsministeren tør ikke nævne islamo-fascismen som den
virkelige fjende. Hun tale om ’mørke kræfter’, og at vi nok skal klare skærene, hvis bare vi står skulder ved
skulder. Vi er på vej til at ende som en livstræt kulturnation, der altid ræd for mørkets magt vakler af sted
mod den selvvalgte afgrund. Men dog skulder ved skulder. Så det går jo nok alt sammen.