Perspektiv

Af Asger Aamund, den 24. april 2015

De første historisk veldokumenterede folkevandringer fandt sted i den germanske jernalder, hvor
germanske og slaviske folkeslag forlod deres hjemstavn for at søge lykken og nye græsgange andre steder i
Europa og Nordafrika. Næste folkevandring tog fart i 1600-tallet hvor koloniseringen af Nordamerika
foldede sig ud. Denne gang var det ikke et enkelt etnisk folk, der rykkede teltpælene op, men en broget
skare af briter, polakker, tyskere, irere, skandinaver og europæiske jøder, der tog chancen for at skabe sig
en bedre tilværelse i det vældige Amerika.

Vi har nu taget hul på en moderne folkevandringsbølge, som adskiller sig meget fra de tidligere.
Europæerne, der søgte til Amerika og Australien medbragte en overlegen teknologi i forhold til de indfødte
befolkninger, der blev udryddet eller trængt tilbage til reservater. Tilflytterne medbragte avancerede
kompetencer inden for landbrug, minedrift, transport, handel og industri. Hårdt arbejde kombineret med
innovation er en sikker opskrift på succes, og derfor blev USA den stormagt, vi kender i dag.
Den moderne folkevandring fra udviklingslande til EU er opstået af nød og overbefolkning. De migrerende
masser besidder ikke avancerede kompetencer i forhold til de befolkninger, de søger at blive en del af.
Tværtimod er de fleste daglejere og ufaglærte, der ikke har mange chancer for at begå sig i moderne
industrisamfund. Om få årtier vil Nigeria have en større befolkning end USA, men med flertallet nedsunket i
dyb fattigdom, fordi landet som så mange andre afrikanske stater, er ødelagt af korruption og kaos. I
modsætning til tidligere folkevandringer ser vi ikke her et folk uden et land, der søger et land uden et folk
. Vi ser derimod en folkevandring af hundredetusindvis af mennesker, der søger et rigt samfund, der vil give
dem økonomisk tryghed og beskyttelse mod nød og elendighed. I Nordafrika er der mellem en halv og en
hel million mennesker, der venter på illegal transport til EU. Menneskesmuglerne har kronede dage.
Markedet for illegal transport af mennesker hovedsageligt fra Fjernøsten og Afrika til EU er nu lige så
værdifuldt som det globale narkomarked i grossistleddet. De illegale transportfirmaer kan stort set operere
uhindret og ustraffet og besidder nyttige netværk overalt i EU, der oplyser om de gunstigste
opholdsbetingelser for asylanter. De maritime dødsruter hen over Middelhavet har allerede kostet
tusindvis af menneskeliv uden at vi har taget os sammen til at standse dødens købmænd i deres kriminelle
profitjagt. Kommissærerne, EU’s daglige ledelse, har gemt sig under deres skriveborde og er ikke hørt fra
siden. Og medlemslandenes nationale politikere holder salvelsesfulde taler med sørgeflor på stemmen om
vores fælles ansvar, og om behovet for en samlet og solidarisk indsats for at afhjælpe denne humanitære
katastrofe. Der sker bare ingenting. I EU vil man ikke fremstå som brutale racister, der ikke vil hjælpe sorte
afrikanere til en ny tilværelse i Europa. Men man ønsker jo heller ikke, at de skal være her. Så vi vælger en
løsning på halvvejen. Og den ligger som bekendt på bunden af Middelhavet.

I virkeligheden er det jo ikke så svært. Det handler om at tage ansvar. Vil vi i EU tage ansvar for at åbne for
folkevandringen og give de nødstedte masser et nyt liv på bedste europæiske overførselsindkomst? Hvis vi
ønsker denne løsning, er det jo bare at organisere nogle hvide Folke Bernadotte-skibe, der kan sejle de
nødstedte folkeslag ind til europæiske havne og så fordele menneskestrømmen efter en kvoteordning på
medlemsstaterne. Dette ansvar er vi nok ikke klar til at påtage os. Måske lige med undtagelse af Sverige.
Men vil vi så påtage os et ansvar for at bringe de illegale transporter til ophør og yde nødhjælp til
immigranterne? Denne løsning lyder rimelig og acceptabel for alle parter. Det betyder at EU sammen med
FN og de enkelte EU-medlemsstater organiserer og finansierer en række flygtningesamfund i de
Nordafrikanske stater, der ikke er ramt af væbnede konflikter. Det skal ikke være kludebyer som de fleste
eksisterende lejre. Vi opretter komfortable lejrsamfund med boliger, skoler, værksteder, bedehuse,
butikker og kulturcentre. Oprettelsen og driften af hver enkelt lejr betales af kontingenter fra EU, FN og de
enkelte medlemsstater i EU efter en kvoteordning. Værtslandet modtager en rimelig lejeindtægt og kan se
frem til mange nye arbejdspladser for læger, sygeplejersker, kantine- og vagtpersonale og flere andre
personalegrupper. Oprettes således 100 flygtningesamfund, kunne Danmark påtage sig driften af 5 lejre.
Alle asylanter, der lander i EU, vendes rundt og sendes til den lejr, der ligger tættest på asylantens land eller
kulturkreds. Alle asylanter visiteres og udredes i lejrene og deles i tre grupper: reelle flygtninge, der
besidder kompetencer til at opnå fast arbejde og forsørge sig selv i EU. Disse flygtninge sendes til et EU land
til permanent ophold og integration. Den anden gruppe er reelle flygtninge, der ikke er kvalificerede til
integration i EU, men som skal værnes og beskyttes indtil forholdene i hjemlandet tillader tilbagerejse.
Denne gruppe tildeles permanent ophold i lejrsystemet Og gruppe tre omfatter mennesker i økonomisk
nød, som ikke kan få flygtningestatus. Denne gruppe returneres til oprindelseslandet, men under opsyn og
ansvar af de globale nødhjælpsorganisationer som Røde Kors og kirkernes omsorgsnetværk, således af de
nødlidende kan sikres mad og tag over hovedet.

Med denne løsning ville vi kunne stoppe hele den illegale transportforretning. Vi ville undgå bøvlet med
afviste asylansøgere, der alligevel tildeles tålt ophold til evig tid. 100 000 afviste asylansøgere opholder sig i
dag på tålt ophold i Tyskland. Vi ville få en optimal nytteværdi af vores flygtningeindsats. Vi ville for de
samme penge kunne hjælpe mange flere nødstedte mennesker end i dag. Og vi ville undgå en etnisk
oversvømmelse i Europa af millioner af immigranter, der ikke kan integreres i et moderne, fagligt krævende
samfund. Vi kunne hjælpe millioner af mennesker til en bedre tilværelse. Så hvad venter vi på?