JA ELLER NEJ?
Af Asger Aamund, den 11. september 2015
Den 14. juli, som er Frankrigs nationaldag blev Præsident Hollande interviewet på Fransk tv. Her meddelte
han, at det nu var på tide at danne en EU-regering, som skulle omfatte avantgarden af EU-lande. Den 19 juli
fulgte Angela Merkel trop og erklærede i tyske medier, at det er nødvendigt med en EU-regering sådan som
Frankrig og Tyskland ofte har foreslået. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble udtalte, at den
kommende EU-regering skulle dannes af ’EU’s hårde kerne’ som han udtrykte det. Så kom der endeligt hul
på bylden. De centrale europæiske politikere er nu klar til at realisere den tidligere Kansler Helmuth Kohls
værste mareridt: et Europa i to hastigheder. I løbet af de næste 5 år vil vi se konkrete planer for dannelsen
af en letvægts-føderation med en fælles finanspolitik som omdrejningspunkt omfattende de toneangivende
EU-stater. De ikke-deltagende EU-lande, herunder Danmark, vil fortsat være bundet sammen af et tæt
markedssamarbejde, men vil stå uden for den politiske integration, der var den centrale forudsætning i den
originale Rom-traktat fra 1957.
Denne epokegørende erklæring fra Merkel-Hollande er gået hen over hovederne på de danske
mediebosser, der ikke har fundet nyheden værdig til omtale i dansk presse. Vore politikere har ligeledes
valgt at ignorere denne ouverture til planerne om en ny struktur for det europæiske samarbejde og holder
fast i den forstenede forestilling om, at også det fremtidige samarbejde omfatter samtlige EU-lande, der
politisk ikke kan bevæge sig hurtigere end, at alle 28 stater skal kunne følge med og være enige. Det
forekommer jo også en kende sjusket, at bede danskerne om at stemme ja til ophævelsen af
retsforbeholdet og lægge det fremtidige ansvar i et EU, der er under afmontering og som planlægges
genopført i en ny model.
Ikke desto mindre har Merkel og Hollande truffet en rigtig beslutning. Det er bydende nødvendigt at
modernisere og revitalisere det politiske samarbejde i Unionen, hvis fællesskabet fortsat skal kunne bestå
og udvikle sig. Den politiske integration i EU gik i stå for 15 år siden og politisk ligger Unionen i dag i ruiner.
EU er en økonomisk kæmpe, men en politisk dværg. I den accelererende migrantkatastrofe har EU vist sin
totale afmagt. Når ikke man kan løse sine problemer kan man jo altid smøre dem af på andre. Og det er
lige, hvad EU-toppen foreslår ved at mase medlemsstaterne til at modtage et ubegrænset antal migranter,
hvoraf kun en fjerdedel med lidt god vilje kan kategoriseres som vaskeægte flygtninge. Denne jammerlige
plan er dømt til mislykkes. For det første fordi de østeuropæiske medlemsstater har valgt den japanske
model, der minimerer indvandring af mennesker med islamisk baggrund. Den ungarske regeringschef
Viktor Orban henviser til det osmanniske åg, der gennem århundreder har tyranniseret Sydøsteuropa. Det
kommer ikke til at ske igen, forsikrer Orban. For det andet, fordi migrantkatastrofen ikke kan afværges ved
at åbne grænserne og lade sig opsluge af en migrant-tsunami. Vi har derimod brug for en offensiv og
konstruktiv plan, hvis vi skal hjælpe mange millioner mennesker hurtigst muligt uden at ofre EU’s velstand
og velfærd.
Hvad skal EU så gøre i stedet? Præsident Donald Tusk burde under stor mediebevågenhed være i konstant
pendulfart mellem Teheran og Riyadh for at tvinge de store flygtningeproducenter Iran og Saudi-Arabien til
at tage mod deres egne ofre. Iran og Saudi-Arabien udkæmper i disse år en stedfortræderkrig i Syrien og
Iraq. Sauderne kanaliserer milliarder af petro-dollars ind i Sunni-militserne inklusive Islamisk Stat, der ikke
ville være kampdygtig uden enorme pengestrømme fra de arabiske oliestater. På den anden side
finansierer Iran de shiitiske styrker og militser i både Syrien og Iraq og sørger for, at en lavine af moderne
russiske våben holder liv i krigen og flygtningeproduktionen. Uden denne stedfortræderkrig ville der ikke
være et flygtningeproblem af betydning. Der er jo tradition for at krigsførende parter beskytter deres egne
tilhængere, men ikke her. Iran har tværtimod lukket grænserne for shia-muslimske flygtninge. Og
kærlighedens og fredens religion forhindrer sunni-flygtningene i at opnå ly og beskyttelse i Saudi-Arabien. I
stedet har sauderne netop opført en højteknologisk grænseinstallation, der løber langs grænsen til Iraq.
Den er udstyret med en mægtig sandvold, tre rækker pigtrådshegn og vagttårne så langt øjet rækker
forsynet med radar, natkikkerter og helikopterbårne indsatsgrupper, som hurtigt kan nedkæmpe
udmattede flygtningefamilier, der er undsluppet krigens gru. Sauderne vil naturligvis argumentere med, at
man jo ikke kan forlange, at Saudi-Arabien både skal kunne finansiere en dyr krig og et ekstremt kostbart
grænseværn og så også tage sig af flygtninge. Sauderne tror mere på den nuværende arbejdsdeling, hvor
sunni- og shiastaterne producerer flygtninge og vi europæere betaler for deres beskyttelse og fremtidige
liv. I denne opgavefordeling ligger der tilmed en betydelig sidegevinst kontant formuleret af salig oberst
Gadaffi: ” Vi erobrer Europa. Ikke med kanoner og kampvogne, men med kvinder og barnevogne”.
Vogterne af de hellige shia-og sunnibastioner er ikke blinde for fordelene ved en stærk muslimsk
tilstedeværelse i EU-staterne.
Opgave nummer ét er således at tvinge Iran og Iraq til at åbne grænserne og tage mod de
flygtningestrømme, de selv har produceret. Dernæst skal den fremtidige hjælp organiseres efter
jordskælvspricippet: Vi flyver jo ikke Katmandus befolkning til EU efter et jordskælv. Vi sørger for en luftbro,
der bringer mad, vand tæpper, telte og medicin derud så hurtigt som muligt. EU bør sammen med FN på
samme måde organisere migrant centre i de Nord- og Vestafrikanske lande uden omkostninger for
værtslandene.
EU’s ledelse er milevidt fra moderne og konstruktive løsninger på migrantkatastrofen. Derfor kommer
folkeafstemningen ikke til at handle om ja eller nej til retsforbeholdet, men om ja eller nej til EU. Hvor
mange danskere tør mon den 3. december købe sig ind i en ejendom, der er dømt til nedrivning?