URÅD
Af Asger Aamund, den 30. september 2016
Formanden for FNs Menneskerettighedsråd (UNHRC), den islamiske Prins Zeid Ra’ad al-Hussein leverede
for nyligt en opsigtsvækkende tale i den hollandske regeringsby Haag. Prinsens indlæg vakte stor
begejstring blandt de indbudte tilhørere, men undren og hovedrysten mange andre steder. I sin tale
opridsede UNHCR-formanden en superliga af internationale skurke, der var ansvarlige for næsten alt ondt i
denne verden. Det var naturligvis Islamisk Stat på den ene side, men på den anden side stod en samling
lignende djævle, der nok ikke strøede om sig med afhuggede hoveder, men som alligevel, hvad angår taktik
og ideologi, kunne sammenlignes med IS. Det drejer sig naturligvis om islamkritiske personligheder som
Trump, Le Pen, Orban, Wilders og Farage. Ved at sammenligne enhver kritik af den hastigt
fremadstormende islamiske samfundsmodel med de endeløse grusomheder begået af Islamisk Stat,
betegner FNs prins Zeid således al kritik af islam som værende kriminel.
Hermed har den nuværende Rådsformand fortsat UNHRC’s konsekvente antidemokratiske linje fra de
seneste 25 år. FN vedtog i 1948 en deklaration om universelle menneskerettigheder, der med vekslende
held har været grundlaget for FNs ideologiske arbejde frem til 1994, hvor der begyndte at komme ridser i
lakken. Samme år vedtog de islamiske staters samarbejdsorganisation OIC på et møde i Egypten den
berygtede Cairo Deklaration, der bestemte, at alle menneskerettigheder skal fastsættes ud fra islamisk lov,
som er en frontal kollision med både ånd og bogstav i FNs originale erklæring om menneskerettighederne
fra 1948. Der er således intet håb for kvinder i islamiske samfund, der fortsat bestemmer, at det er en
menneskeret for kvinder at være tildækkede og at være udstyret med en mandlig formynder, der
bestemmer over deres liv og færden. I takt med den tiltagende islamiske indflydelse i FN blev Cairo
erklæringen nogle år senere medtaget i FNs officielle menneskerettighedsdokumenter, hvilket reelt blev
begyndelsen til enden på de demokratiske landes respekt for FNs indsats for frihed og retssikkerhed.
FNs etiske deroute kulminerede foreløbigt med Generalforsamlingens resolution i 2007 om ’ bekæmpelse
af religiøs forhånelse’, som var en utilsløret beskyttelse af den islamiske samfundsmodel i al sin grusomme
praksis. Hermed har FN imødekommet de islamiske krav om, at menneskerettigheder set gennem et
islamisk perspektiv nu er dominerende i FNs arbejde. UNHRC’s vigtigste komité er rådets Advisory
Committee, som har ansvaret for, at FNs principper om menneskerettigheder indføres og opretholdes i alle
medlemslandene. Hvem er så den indflydelsesrige formand for dette råd? Mon ikke det er en svensker,
nordmand eller hollænder? Nej da, det er naturligvis Saudi-Arabiens FN ambassadør, der repræsenterer et
land med 200 offentlige henrettelser om året plus det løse med mange afhuggede lemmer for mindre
forseelser. Hertil omvendt bevisbyrde i retssystemet, dødsstraf for islamkritik og ekstrem
kvindeundertrykkelse.
UNHRC opererer nu med en islamisk dagsorden med et fast punkt på alle møder: en fordømmelse af Israel
og en total tavshed overfor den tiltagende forfølgelse af jøder i både Europa og de islamiske stater. I
begyndelsen af 1900-tallet var der 2 millioner jøder i den arabiske verden (DR2). I dag er der under 5 ooo
tilbage. Jødiske familier bliver chikaneret og forulempet overalt i Europa, hvor der er muslimsk indflydelse.
Frankrig er ved at blive tømt for jødiske medborgere. Den islamiske antisemitisme og vores egen passivitet
fører naturligvis ikke til et nyt Holocaust med gaskamre og folkemord. Snarere vil se en ’Endlösung Light’,
der betyder, at Vesteuropa og de islamiske stater om føje tid kan erklære sig for ’Judenrein’, samtidig med
at vi hårdnakket ignorerer exodus i vor tid. FNs antiisraelske og antijødiske holdninger har nu ført til at
enkelte modige personligheder har slået bremserne i. Den ansete juraprofessor og tidligere rigsadvokat og
justitsminister i Canada, Irwin Cotler har afslået alle opfordringer om et samarbejde med UNHRC, der ifølge
Cotler har gjort sig skyldig i en ” diskriminerende handlemåde uden fortilfælde” (OrdetOgIsrael.dk). Cotler
henviser til, at UNHRCs resolutioner kun indeholder en fordømmelse af Israel, mens andre lande går
fuldstændig fri. Og det er jo rigtigt nok. Hvor var UNHRC under folkedrabet i Darfur, der kostede over 300
000 mennesker livet? Tavshed. Der var jo islamiske aktører. Hvor er UNHRC i stedfortræderkrigene mellem
Iran og Saudi-Arabien i Syrien, Irak og Yemen. Tavshed. Det er jo islamiske aktører. Hvor er UNHRC i
Venezuela hvor millioner af mennesker i den socialistiske ruinstat står over for reel hungersnød? Tavshed.
Det er bedre at holde fokus på Israel, som er UNHRCs hovedfjende.
Hvor er vores demokratiske og frihedselskende Danmark henne i dette glidende sammenbrud af moral og
anstændighed? Vi har valgt at se den anden vej. Det, man ikke ser, har man ikke ondt af. Og så er vi jo ikke
islamofober, vel?