Perspektiv

Af Asger Aamund, den 13. juli 2018

Det europæiske samarbejde trænger stærkt til en konstruktiv debat om rammerne og målene for vores
fælles fremtid. Hverken tilhængere eller modstandere af den eksisterende samarbejdsstruktur lytter til
hinanden, men befinder sig trygt og godt i egen lejr, hvor frisindet kun blomstrer blandt ligesindede.
Diskussionerne bliver særligt betændte, når EU og de senere års folkevandring ind i Europa kædes sammen.
”EU-det er jo os alle sammen”, lyder det evige omkvæd fra Europabevægelsens stormtropper og mange
politiske støtter, sådan at forstå, at nok kan der være mindre udfordringer i EU’s drift og opbygning, men
stort set er der ikke noget at komme efter. Partier og bevægelser, der ønsker en anden facon på det
europæiske samarbejde bliver af medier og dominerende politisk tænkning stemplet som ’populistiske’, der
kun er ude på at sælge politisk svindelmedicin til godtroende vælgere. Hvis kritikken af EU tilmed kædes
sammen med Unionens migrantpolitik, er man ikke bare populist, men også ’højreradikal’. Hører man
imidlertid til på den ekstreme højrefløj, går man ind for et styre, der bekender sig til Gott,Kaiser und
Vaterland med al magt til storkapitalen og militæret. Det er ikke lige den politik, der figurerer i
partiprogrammerne hos det hollandske Frihedsparti, Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti. Hvis DF er
højreradikal, så er Socialdemokratiet det også. Det er der dog endnu ikke nogen, der har turdet sige højt.
Uanset, hvordan man ser på Unionen, er der hos alle europæere et oprigtigt ønske om et tæt samarbejde
landene imellem. Man vil gerne have frihandel, fælles normer og standarder, konkurrenceregulering,
trafikovervågning og politisamarbejde. Men meningerne begynder at brydes, når det kommer til migration,
beskæftigelse, penge- og finanspolitik, forsvar og kulturelle grundværdier. I eventyret havner den grimme
(danske) ælling i et hus, som ” var så elendigt, at det ikke vidste til hvad side, det skulle falde, og så blev det
stående”. Dette billede passer perfekt til EU’s politiske struktur, som i dag er en ruin. Hvis vi inden det er for
sent, skal have en konstruktiv debat om det europæiske samarbejdes fremtidige mål og midler, må vi først
erkende, hvad der er galt med det eksisterende EU.

For det første er EU ikke et demokrati, men et bureaukrati. EU-parlamentet har ikke ret til at fremsætte
lovforslag, som skal komme fra Kommissionen. Det svarer til, at Folketinget kun måtte debattere og
stemme om lovforslag, der var udarbejdet af departementcheferne. EU’s Ministerråd var oprindelig tænkt
som et parlamentarisk ’Overhus’, men har aldrig fungeret efter hensigten. Medlemmerne, som er EU’s
statschefer, er valgt nationalt og skal genvælges nationalt. Engagementet i EU er derfor beskedent, og alt
initiativ er derfor overladt til Kommissionen, som er den egentlige magtfaktor i Unionen. Dette har medført,
at hvert år gennemføres i Danmark mere end tusind EU-love uden om Folketinget (Udenrigsministeriet).
EU’s handlekraft og autoritet er ikke nedfældet i et formaliseret ansvar, hvad der har ført til en række
katastrofale fejltagelser og initiativer. Uden nogen som helst hjemmel i EU-traktaterne iværksatte EU en
boykot af Østrig i år 2000, fordi Frihedspartiet blev optaget i den østrigske regering. EU vendte ryggen til
borgerkrigen i Jugoslavien og er således medansvarlig for konfliktens over 200 000 dødsofre. EU nægtede
Danmark opbakning og moralsk støtte under Muhammedkrisen, og ingen ansvarlig politiker har modsagt
Udenrigskommissær Mogherinis idiotiske erklæring om, at politisk islam skal have en plads i Europa. EUkommissionen nåede med migrantkrisen et foreløbigt lavpunkt.

Efter eget ønske fik EU overdraget ansvaret for administrationen af Schengen aftalen og EU’s ydre grænser
i 1997 gennem Amsterdam Traktaten. EU har imidlertid intet foretaget sig i den efterfølgende periode, og
derfor opstod folkevandringen ind i det grænseløse Europa med kulminationen i 2015. EU-kommissionen
har dog ikke med røde ører erkendt den skamløse misligholdelse af sine forpligtelser, men har tværtimod
kritiseret en række medlemslande for mangel på solidaritet, fordi man ikke ville modtage de migranter,
som Kommissionen ved sit politiske mandatsvig havde bragt ind i Unionen. EU-kommissionen er i gang med
at sikre sig central kontrol med Unionens samlede finans- og forsvarspolitik samtidig med at
separatistbevægelser i Skotland, Nordirland, Belgien, Baskerlandet, Catalonien, Korsika og Norditalien
bevæger sig i den stik modsatte retning i deres kamp for frihed og selvbestemmelse.
Vi trænger til en frisk og fordomsfri debat om det fremtidige europæiske samarbejde, som vi jo alle ønsker
realiseret. EU’s nuværende struktur er hægtet af udviklingen og derfor dødsdømt. Men det er sidste udkald
for reformer, ellers vil vi i de kommende år være de skyldige vidner til et EU, der langsomt men støt
stævner mod sin grav.