Perspektiv

Af Asger Aamund, den 10. august 2018

Globaliseringen har mange fjender, hvad der både er uforståeligt og uretfærdigt. Globalisering betyder, at
kapital, teknologi, arbejdskraft, kultur og politik frit kan bevæge sig derhen, hvor efterspørgslen er størst og
aflønningen er bedst. Denne proces, som også kaldes den internationale arbejdsdeling, er forudsætningen
for folkelig velstand og velfærd overalt på kloden. Hvis ikke der var noget, der hed arbejdsdeling, ville
simple ting, som f. eks bagning af en æggekage være et kompliceret foretagende: man skulle have adgang
til en hvedemark (mel) og en gris (bacon) også en ko (mælk) samt høns(æg) og en urtehave(purløg). Det
ville tage uhyre lang tid at producere den ønskede æggekage. Imidlertid sørger samfundets arbejdsdeling
for, at den travle smedesvend på vej hjem fra arbejde kan suse gennem supermarkedet og på fem minutter
skaffe sig de nødvendige produkter, der hjemme i hans køkken kan frembringe en velsmagende æggekage
på en halv arbejdstime. Smedesvenden herefter kan bruge sin tid på noget mere produktivt eller
fornøjeligt.

Det internationale samarbejde består af milliarder af daglige transaktioner mellem mennesker,
virksomheder, institutioner og regeringer. Det er afgørende for effektiviteten af den internationale
arbejdsdeling, at der er organisationer, der formidler og overvåger dette samspil. En sådan institution er
Verdenshandelsorganisationen WTO ( World Trade Organization), der netop har til formål at forbedre
velfærden for befolkningerne i medlemslandene ved fjerne hindringer for samhandel. Samtidig skal WTO
løse konflikter landene imellem. WTO har siden sin start i 1995 været medvirkende til en stigende
liberalisering af verdenshandelen, men da organisationen også er ekstremt konfliktsky, er den medansvarlig
for, at vi nu ser voldsomme kommercielle konfrontationer mellem USA og Kina og USA og EU. En af WTO’s
værste skurkestreger opstod i kølvandet på Muhammedkrisen i 2006. Saudi-Arabien var efter mange års
forhandlinger netop optaget som WTO-medlem og havde tilsluttet sig alle de traktatmæssige principper om
fair og fri handel. Kurt Westergaards muhammedtegning med bomben i turbanen udløste en omfattende
saudisk statsboykot mod danske produkter, der øjeblikkelig blev fjernet fra supermarkeder og varelagre.
Danske firmaer undskyldte, klynkede og kastede sig i ørkenstøvet foran sheikerne, som ubønhørligt stod
fast på sanktionerne mod de danske produkter. Dette var en gruppevoldtægt af alle WTO’s principper om
fri og fair handel, men WTO foretog sig intet, og lod Saudi-Arabien og flere andre islamiske stater
opretholde statsboykotten mod Danmark.

Kina blev WTO-medlem i 2001 og fik dermed gunstige muligheder for at deltage i det internationale
handelssamkvem. Fra starten så Kina stort på principperne om liberalisering af handelen og koncentrerede
sig om at fremme sin eksport og bremse sin import. Særligt USA fik kniven. Siden 2012 har det amerikanske
handelsunderskud over for Kina andraget mere end 300 milliarder US dollars om året. Kineserne blokerer
for amerikanske produkter gennem et bredt netværk af tariffer og særkrav, som forhindrer amerikanske
producenter i at skabe en bæredygtig forretning på det kinesiske marked. Samtidig er de større kinesiske
virksomheder tungt subsidieret af staten alt sammen uden, at WTO har grebet ind, hvad de burde have
gjort for længe siden. WTO’s skammelige handlingslammelse har fået naive vestlige medier og politikere til
at tro, at den lede Trump nu forbereder en handelskrig mod de flinke kinesere, når USA i virkeligheden
prøver at standse den handelskrig, der i mange år er ført mod dem fra kinesisk side.

WTO er ikke den eneste internationale organisation, der har forsømt sit formål og virke. UNHCR -FN’s
flygtningeorganisation – svigter sine opgaver. UNHCR magter kun at organisere et årsbudget på sølle 8
milliarder US$ (2016), som er en dråbe i havet sammenlignet med de beløb migranterne selv sender hjem i
form af bistand og arbejdsindkomster. Disse såkaldte remitter androg i 2017 600 milliarder US$
(Verdensbanken). Arabiske interesser dominerer UNHCR, som intet gør for at få Iran og Saudi-Arabien til at
tage sig af de flygtninge, de selv producerer i Syrien, Irak og Yemen. UNHCR er totalt ligeglad med kristne
og jødiske flygtninge og er nærmest et interessekontor for islamisk migrantpolitik. Værst af alle
internationale organisationer er dog FN’s Menneskerettighedsråd, der har udviklet sig til en ren farce. Kina,
Cuba, Rusland og ikke mindst Saudi-Arabien svinger taktstokken i UNHRC, som syder af antisemitisme og
uhæmmet jødehad. En fordømmelse af Israel er et fast punkt på dagsordenen på samtlige møder.
Der er ikke udsigt til progressive ændringer i defekte organisationer som WTO, UNHCR og UNHRC, som
fortsat vil logre for tyrannerne og derved provokere og krænke denne verdens frihedselskende og
demokratisk sindede borgere.