Artikler

Kommentar til Kronik af Jens Rohde ”Vil regeringen kurere EU-sklerosen? Berlingske Tidende 17. november

Af Asger Aamund, bragt 19. november i Berlingske Tidende

Jens Rohde( MEP) har sammen med Europabevægelsens formand Erik Boel begået en visionær og idérig
kronik i Berlingske søndag. Ikke alle deres forslag og betragtninger er hensigtsmæssige eller realistiske,
men det er første gang i mands minde, at en dansk politiker har fremlagt et bud på mål og retning for det
europæiske samarbejde. Politisk ligger EU i ruiner, fordi Unionen er forladt af Gud og mennesker. Magten
og udviklingen er overladt til et embedsmandsvælde, der breder sig ukontrolleret. Danske politikere
interesserer sig ikke for Europas fælles fremtid. Danske politikere er kompetente regionale,
fordelingspolitiske håndværkere, der ud fra deres kommunalpolitiske begrebsverden hverken vil eller kan
forholde sig til mål og strategier for EU´s fælles fremdrift. I stedet for at anerkende Rohdes engagement og
ansvarsfølelse, bliver han nu af sit parti behandlet som en samvittighedsløs ronkedor, der tisser i
politbureauets rede og forstyrrer gravfreden i Venstres europapolitiske sarkofag. Imidlertid peger
kronikken på flere forhold, der skal ændres og forbedres, hvis det europæiske samarbejde skal overleve
inden for EU´s rammer. Rohde og Boel konstaterer fuldstændigt korrekt og uomtvisteligt, at det politiske
EU er brudt sammen, og at ’der er brug for et nyt sæt spilleregler, der kan vitalisere fællesskabet’.
Kronikørerne peger på, at den demokratiske legitimitet skal styrkes. Ja, mon ikke? Parlamentet er en vits,
der ikke tages med på råd, når det virkeligt gælder. Parlamentet har ikke en gang ret til at stille forslag til ny
EU-lovgivning. Denne ret har kun Kommissionen, der er udpeget, men ikke folkevalgt. Det svarer til at kun
departementschefer i Danmark og ikke Folketinget havde ret til at forslå ny lovgivning. Det system havde vi
i de sidste år under Besættelsen, og det må være nok. Rohde og Boel foreslår direkte valg af
Kommissionens formand enten af parlamentet eller ved direkte valg i medlemslandene. Det ville være et
skridt i den rigtige retning, men vil ikke kunne erstatte det reelle behov for et fuldt parlamentariseret EU
med et parlament i to kamre som i den tyske forbundsstat. Ganske vist er der mange, der anser
Ministerrådet for Parlamentets andetkammer. Det fungerer ikke, fordi Ministerrådet består af de 27
medlemsstaters premierministre, der ikke interesserer sig for EU, men for hvad der kan tage kegler på den
politiske hjemmebane, hvor de skal genvælges. Hvorfor skal Rohde en tur i gabestokken for at foreslå en
højst nødvendig demokratisering af det europæiske samarbejde? Den europæiske gældskrise, der ikke er
en valutakrise, men en vækstkrise har tydeligt demonstreret behovet for kontante, finanspolitiske
styringsværktøjer, hvis den fælles mønt skal kunne overleve. Det er, hvad der er under forberedelse og det
er, hvad kronikørerne foreslår. Er det nu dansk EU-politik at modarbejde ansvarlige landes samarbejde hen
imod en finanspolitisk føderation? Det er bestræbelser, som vi bør støtte selv om vi ikke hverken vil eller
fortjener et føderalt medlemskab. Rohde og Boel ønsker en strammere styring af de enorme strømme af
sociale flygtninge, der vælter ind over EU’s grænser med en foreløbig opholdstilladelse udstedt af Italien til
gengæld for et løfte om vidererejse. Hvis ikke der bliver sat en stopper for den trafik, drukner det nordlige
og rigeste Europa i flygtningestrømmene fra Afrika med kurs mod de lande, der som Danmark frembyder
de fedeste overførselsindkomster. Men Venstres partiledelse anser åbenbart importen af socialflygtninge
for en gevinst for det danske samfund, siden Rohde nu skal en tur på kætterbålet for sine forslag om en
mere effektiv regulering af folkevandringen fra Afrika. Selv om EU ikke er et politisk samfund, er det et
økonomisk samfund af stor geopolitisk betydning. EU’s mere end 400 millioner borgere repræsenterer
umådelige værdier, som reelt ligger ubeskyttet hen. Ganske vist eksisterer der et NATO-samarbejde, men
det vil være naturligt, at EU udviklede et fælles forsvar både til beskyttelse af egne værdier og aktiver, men
også til international, militær indsats, hvor det er nødvendigt for at forsvare frihed og demokrati. Også
dette forslag fra kronikørerne har oprørt de slumrende Venstrebosser. Hvem havde de ellers forestillet sig
skulle beskytte EU? Russerne? Endelig tager Rohde og Boel et højst påkrævet opgør med EU’s kompleks af
social- og beskæftigelsesfonde, hvis tildelinger er præget af nepotisme, kammerateri og spekulation. Lad os
få de fonde afmonteret og i stedet anvende begrænsede midler til investeringer, der beviseligt kommer
fællesskabet til gode. Et godt, men kontroversielt forslag, der vil skabe mange fjender i EU-bureaukratiet,
der elsker disse byzantinske fondslabyrinter over alt på jorden. Det gør Venstretoppen formodentlig også,
siden Rohde nu skal have på puklen for sit indlysende rigtige initiativ.

I tænketanken European Council on Foreign Relations har vi på det seneste afholdt vore møder under
overskriften: Reinventing Europe – altså en genopfindelse af Europa. Nu er der jo ingen grund til at opfinde
noget, der er der i forvejen. Vore møder forudsætter således, at det politiske EU er væk og må opfindes på
ny. Denne erkendelse har været smertelig, men nødvendig. I stedet for at pukke på Rohde, skulle Venstres
ledelse hellere komme i arbejdstøjet og hjælpe med at få det europæiske samarbejde på skinner igen.