Artikler

Af Asger Aamund, den 13. marts 13, Berlingske Tidende

Det er sagt, at der er intet i verden så stille som en konservativ, der lister en kniv ind i ryggen på en
partifælle. Man kan i hvert fald konstatere, at partiet til fulde har fortjent kælenavnet ’Det Konservastive
Dolkeparti’, som det hedder i folkemunde. I virkeligheden er partiet aldrig kommet sig efter tabet af Poul
Schlüter, som var en fremragende leder, der med charme, rummelighed og med humor og selvironi holdt
godt sammen på sin sammenbragte regeringsfamilie. Schlüters folkelige popularitet var urokkelig og
overlevede selv de mest perfide angreb fra venstrefløjen og kulturradikale kredse. Selv
fagforeningsbosserne spøgte med, at den bedste løsning for Danmark ville være en socialdemokratisk
flertalsregering med Poul Schlüter som statsminister. De vidste, at han var den bedste. Han kunne skabe
resultater under vanskelige forhold, hvor mange genstridige viljer og egoer skulle bøjes mod hinanden.
Men alt godt får jo en ende og Tamil-sagen væltede ikke bare Schlüter, men igangsatte en langsom lavine,
der i de følgende årtier skubbede det konservative folkeparti ned mod dybet. Nu kan de konservative
skimte bunden af afgrunden og må genopfinde sig selv, hvis de skal overleve som parti og bevægelse.
Hvorfor kom det så vidt? Naturligvis kom de betændte og onde magtkampe mellem Per Stig Møller, Hans
Engel og Henning Dyremose til at koste stemmer. Også mediernes langvarige og nådesløse
hekseafbrænding af Lene Espersen og Henriette Kiær har skadet partiet. Men vælgerne tilgiver gerne
politikerne selv grove fejltrin, så de mange personsager udgør formodentlig kun en beskeden del af årsagen
til den konservative nedsmeltning. Derimod har det kostet dyrt for partiet, at være passivt medlem af VKO
alliancen i de Venstre ledede regeringer fra 2001. Da det hurtigt gik op for den nyvalgte statsminister
Anders Fogh Rasmussen, at han aldrig ville få Dansk Folkeparti med på gennemgribende reformer så som
en markant reduktion af indkomstskatterne, gik regeringen automatisk over til at føre den politik, der
kunne holde dem ved magten, altså en renlivet socialdemokratisk fordelingspolitik, der medførte en
ekspanderende offentlig sektor og et flertal af vælgerkorpset solidt placeret uden for arbejdsmarkedet. Da
Venstre var det ledende parti i regeringssamarbejdet, burde Venstrevælgerne efter regeringsskiftet være
flygtet i store skarer, fordi der i hele den borgerlige regeringsperiode ikke blev ført en økonomisk politik,
der bare var i nærheden af Venstres partiprogram. I stedet ramte vælgernes hævn den konservative
lillebror, som havde stemt for alle de love, der nedbrød frihed og selvstændighed og i stedet banede vejen
for formynderstaten, hvor alt, hvad der ikke er påbudt, er forbudt. De konservative bærer et tungt
medansvar for, at den borgerlige regering i nullerne forsømte at opruste det arbejdende Danmarks
konkurrenceevne og i stedet sammen med Venstre leflede for det flertal af vælgere, som de selv havde
været med til at sætte uden for arbejdsmarkedet. Når de konservative indtræder i en regering ophæves partiprogrammet med øjeblikkelig virkning. I stedet kræves blind loyalitet over for de love og dispositioner, som konservative ministre medvirker til, og som nu bliver grundlaget for partiets profil. Derved udviskes partiets politiske identitet, fordi ingen konservative folketingsmedlemmer tør forsvare program og idégrundlag, der er lagt på is i hele valgperioden. Dette har medført, at konservative ministre uden modstand fra folketingsgruppen har kunnet gennemføre en decideret vækstfjendtlig lovgivning med nedbrydende konsekvenser for det danske samfund. Her tænker jeg især på iværksætterskatten og multimedieskatten, som konservative folketingsmedlemmer har forsvaret tappert, men forgæves. Iværksætterskatten var en brandbeskatning af risikovillige kapitalgivere, der havde modet til at investere i nye og risikable virksomheder. Iværksætterskatten tvang investorerne til at betale en høj skat af urealiserede aktiegevinster, hvilket betød, at aktionærerne måtte afhænde deres aktier for bare at kunne betale skatten. Næsten al kapital til iværksætterne forsvandt ,og mange små,vende men sårbare virksomheder bukkede under i det dobbelte pres mellem finanskrise og
iværksætterskat. De konservative, der altid har været erhvervslivets og især industriens parti, har aldrig
kunnet redegøre for, hvad der har fået dem til at tage ansvaret for en samfundskriminel lovgivning, der har
likvideret en betydelig vækstfaktor i dansk økonomi, nemlig den velstand og de arbejdspladser, der vokser
ud af nystartede virksomheder. Dansk erhvervsliv har ikke tilgivet de konservative dette massive forræderi
mod landets sande interesser, og man husker også den næste konservative misgerning, som var
multimedieskatten. I virksomhederne er vi kisteglade, når vores engagerede medarbejdere uden for
arbejdstid fra deres hjem er villige til at sende mails til Singapore og tage telefonsamtaler til USA for at
gavne vores forretning. Vi stiller derfor gerne en computer og en telefon til rådighed for disse
ansvarsbevidste medarbejdere, der yder en ekstra indsats for firma og fædreland .Hvad var de
konservatives politiske belønning for dette prisværdige engagement? Det var at pålægge vores
medarbejdere en særskat for at udføre gratis overarbejde i hjemmet ved at personbeskatte det værktøj, vi
har stillet til deres disposition. Igen en vækstdræber fra det parti, der skulle støtte og fremme den nationale
vækst og velstand. De konservative kom heller ikke heldigt fra det planlagte salg og privatisering af TV2.
Det stod ellers i regeringsgrundlaget, at TV2 skulle ud af statens eje, således at kun Danmarks Radio forblev
på statens hænder. Flere potentielle købere forberedte omkostningskrævende og seriøse tilbud, men den
konservative kulturminister garrotterede processen lige så stille og må tage ansvaret for, at en borgerlig
regering fastholdt staten som eneste ejer af dansk public service TV.

Regeringsansvaret efterlod de konservative uden politisk eksistensberettigelse, fordi partiet svigtede sin
identitet og sine mål. Der er lang vej tilbage, fordi vælgerne nok glemmer alt og tilgiver alt. Men de
glemmer aldrig det, de har tilgivet. De konservative er mange år fra atter at blive det ægte folkeparti, som
Poul Schlüter skabte. Der er dog stadig en beskeden platform, en niche til partiet, hvis man søger tilbage til
rødderne som vogterne for Gud, Konge og Fædreland. Vi kan godt bruge stærke stemmer, der modarbejder
folkestyrets og retsstatens forvitring, bekæmper det slatne mutikulti samfund og fremmer vores
internationale militære engagement i verdens brændpunkter. De konservative har godt af en periode uden
for et regeringssamarbejde. Partiet skal ikke være midt- og kompromissøgende som hidtil. Tværtimod skal
de konservative atter skaffe sig en klar og viljefast identitet og ikke mindst autoritet, som ikke findes hen
over midten i dansk politik, men som er deres egen, og som de stålfast vil kæmpe for og stå ved.