Artikler

Af Asger Aamund

November 2013. Omtale af Naser Khaders bog “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

Naser Khader vil næppe blive husket som en af de 21. århundredes lysende lederskikkelser, men som
engageret og samvittighedsfuld holdningspolitiker rager han op som en klippe i det danske landskab
befolket af politiske skumfiduser. Mellem ørerne på Naser hersker der er stort byggerod. Islams Hus er
brudt sammen og nu vader han rundt mellem murbrokkerne og kan ikke finde ud af, om han skal bygge en
kirke , en moské eller muligvis en kirkemoské. Han er forvirret, og hvad gør man så?

Ja, man kunne for eksempel sætte sig ned og skrive en bog om sine anfægtelser, sine tvivl, men også om
sine erkendelser, sine gennembrud og om passerede milepæle i gudstroen. Det har Khader så gjort, og det
er der kommet en særdeles læseværdig bog ud af. Når man er færdig med bogen, er man ikke blevet meget
klogere på Naser Khaders religiøse rejserute. Han kalder sig en kulturkristen muslim, men han kunne ligeså
godt være en kulturmuslimsk kristen. Men efter endt læsning er man blevet meget klogere på Islam som
religion og som politisk undertrykkelsesmiddel og på, hvad der er de fundamentale forskelle på islam og
kristendommen. Khader stiller skakbrikkerne op med overblik og klarhed, så vi ved, hvad vi har med at
gøre. Han forklarer os spillereglerne, så de er til at forstå, men han er ikke meget for åbne spillet og føre det
til ende. For så skal der jo findes en taber og en vinder. Så Naser Khader tilbyder os remis. Forinden tager
han et skarpt opgør med sharia som lov og med de intolerante og blodtørstige imamer, der direkte og
indirekte har styrtet verden ud i frygt og terror. Moderne islam er en eksklusiv klub af grænseløst
velhavende oliesheiker, der bruger milliarder af dollars på at fastholde muslimer kloden over i urgamle
stammekulturer hvor klanerne og familierne er kollektivet, der undertrykker individets trang til frihed og
selvstændighed. Undertrykkelsen udøves gennem imamernes jerngreb om de troende muslimer og ved
enorme investeringer i Europa og USA for at få indflydelse nok til at bremse kritik af islamisk politik og
tyranni. Khader forudser en revolution af islam, der fjerner sharia som lov, men beholder sharia som tro,
som er bønnen, fasten, almisserne og pilgrimsrejsen til Mekka. Khader ser tegn på denne begyndende
revolution med det såkaldte arabiske forår, som dog mere er spæde forsøg på individets frigørelse end en
politisk bevidst bevægelse hen imod demokrati, der ligger uden for fleste muslimers begrebsverden. Han
anbefaler, at denne revolution af islam gennemføres indefra. Det er utvivlsomt rigtigt, da andre
trosretninger absolut ikke har lyst til at stikke hånden ind i den islamiske hvepserede for at hjælpe lidt til
med revolutionen. Khader efterlyser den muslimske Luther, der skal bringe Islam ind i en fredelig
sameksistens med de andre verdensreligioner. Khader ønsker alt det for Islam, som Imamerne og sheikerne
bekæmper. Hvis bogen bliver oversat til arabisk vil den ramme præcist ned i verdens problemer med islam
og vil derfor være en spand benzin på revolutionens bål. Tegningen af Muhammed med bomben i
turbanen er den rene julekalender sammenlignet med Khaders budskaber. Vi kan nok vente en hel del
ballade, og PET må sikkert atter hoste op med permanente livvagter til Naser. Bogen anbefales varmt til
alle, der ønsker at stå åndeligt rustet til det store opgør, der er på vej.