INGER STØJBERG: MÅLRETTET LØSGÆNGER ELLER LØS KANON PÅ DÆKKET?

Af Asger Aamund, den 22.2.21

En skilsmisse er som oftest en sørgelig affære. Gråd og tænders gidsel. Ofte had og bitterhed. Men når
ægteskabets dør smækker i bagved den fraskilte, åbner frihedens brede port sig, som kan revitalisere den
nu enlige mand eller kvinde. Spændetrøjen løsner sig, man ser det klare lys uden for tunnelen, tanken får
flugt, og der kommer frisk luft under vingerne. En ny start for den, der kan og vil. Inger Støjberg er nu kylet
ud af sit mangeårige ægteskab med Venstre, hvor hun ellers var politisk stjerne og stemmesluger. Det har
været en tragisk proces for Støjberg og ikke mindst for Venstre, der uden hendes politiske karisma nu ligger
og hugger i brændingen et sted mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Inger Støjbergs tid som
løsgænger kan blive kort, da Mette Frederiksen kun har et snævert vindue til at indkassere gevinsten for sit
Coronaenevælde, som har været elsket af den danske slavesjæl. Grimme sager hober sig op og vil ikke gå
væk. Den pinlige indkøbsfiasko af Covidvacciner, den ulovlige likvidering af minkindustrien og
afmonteringen af forsvarets ledelse er nedbrydende for regeringens popularitet, og statsministeren må
være fristet til at satse på et hurtigt folketingsvalg, inden låget ryger helt af skraldespanden. Inger Støjberg
risikerer således at få en meget kort levetid som løsgænger, hvor hun frit kan argumentere for sine
mærkesager og holdninger uden at blive jordet af sin partiformand eller korrekset af folketingsgruppens
venstrefløj.

Støjberg har med eller mod sin vilje deltaget i Venstres dobbeltmoralske hykleri i migrantpolitikken, som
har været stærkt medvirkende til, at integrationen af indvandrere fra islamiske kultursamfund har været en
en tordnende fiasko. Statsminister Lars Løkke Rasmussen forpligtede i 2018 Danmark til den berygtede
Marakkesh-aftale, der reelt sidestiller migranter med vaskeægte flygtninge, således at alle vandrende
mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af 1951. Løkke
hævdede ganske vist, at aftalen ikke var juridisk bindende for Danmark (hvorfor så indgå den?), men
juraprofessor Mikael Rask Madsen udtalte til Jyllandsposten, at pagten er en politisk overenskomst, som
kan indgå som et fortolkningsbidrag ved domstolene. Som modtræk mod denne misgerning, udstyrede
statsministeren Støjberg med blå blinklys og hylende sirener, der gennem 117 lovstramninger og
lagkagefejring skulle markere, at regeringen skam mente det alvorligt med en stram udlændingepolitik. Det
er kun Vorherre, der ser på viljen. Vi andre ser på resultaterne. Hvis man havde spurgt os i 1983, hvor vi
opgav en selvstændig migrantpolitik, om vi ville anse det for en succes, at vi i 2021 må anvende næsten 90
milliarder kroner i bruttoudgifter hvert eneste år på at finansiere livet for importerede klienter, som enten
ikke vil eller kan komme i arbejde? Og om det ville være berigende for det danske folkestyre, at 77 procent
af alle migranter og efterkommere fra islamiske samfund ønsker den demokratiske retsstat udskiftet med
et shariasamfund, der bliver styret efter islamisk lovgivning (Wilke for Jyllandsposten 2015)?
Fri som fuglen kan løsgængeren Inger Støjberg nu i skrift og tale advokere for sine synspunkter og
mærkesager. Hun kunne afdække, hvor mange migranter og efterkommere, der i årevis modtager
overførselsindkomst uden at være andet end en formel del af arbejdsmarkedet. Støjberg kunne foreslå et
femårigt moratorium fra Flygtningekonventionen, som er håbløst forældet og ødelæggende for national
selvbestemmelse. I denne periode ville vi anse konventionen for vejledende, men ikke bindende for
Danmark. Kun selvforsørgende udlændinge kan få opholdstilladelse, og dansk statsborgerskab skal
udelukkende tildeles ansøgere, der behersker det danske sprog i skrift og tale og som bekender sig til
demokrati og retsstat. Bortfald af kontanthjælp ved første arbejdsvægring. Konsekvent overholdelse af
ligestilling mellem mænd og kvinder i de islamiske miljøer med udvisning som straf for social kontrol.
Udvisning af udlændinge, der er idømt fængselsstraf. Inger Støjberg er en af de få politikere, der har
forstået, at islam ikke er en religion, men et komplet samfundssystem, en kultur, en lovsamling og en
religion smeltet sammen i en uopløselig legering. Ayan Hirsi Ali udtalte for nylig til danske medier, at
integration fra islamiske samfund kun kan etableres, når migranterne tilegner sig de vestlige værtslandes
kultur, styreform og retsprincipper. Kloge ord, som Støjberg burde gøre til sine. Med sin dyrekøbte frihed
og sine meningers mod kan Inger Støjberg udstille vores jammerlige migrantfiasko og blive sin generations
vigtigste integrationspolitiker.