Hvem bliver USA’s næste præsident – Trump eller Harris?

Kronik, Jyllandsposten, den 2.9.20

Af Asger Aamund

I en af sine filmroller spiller den legendariske komiker Groucho Marx en politiker, der taler til sit pubkum:
»Og dette er mine faste holdninger og urokkelige synspunkter! Og kan de ikke lide dem, så har jeg også
nogle andre.« Dette viser præcist, hvad der er opgaven for det demokratiske parti i USA i de kommende måneder frem mod præsidentvalget den 3. november. De seneste 4 år har Demokraterne og de amerikanske
hovedmedier været optagede af en altomfattende kampagne for at afsætte præsident Trump eller som
plan B at karaktermyrde ham i en aldrig ophørende strøm af anklager og bagvaskelser med det formål at
forhindre hans genvalg. Normalt vil den tabende part i et præsidentvalg analysere, hvorfor det gik galt og
derefter forberede et nyt og bedre politisk program, der skal vinde næste præsidentvalg. Men da Hillary
Clinton tabte til Trump i 2016, var det uden en efterfølgende selvransagelse i partiet. I stedet opfandt man
en myte om, at Trump ved hjælp af Putin havde kuppet sig til præsidentposten i et snydevalg, som man
ville annullere gennem en afsættelse af Trump.

Dette lykkedes som bekendt ikke, og nu står Demokraterne med det problem, at man ikke har et
konstruktivt politisk program, som man kan præsentere op til valget i november. De seneste fire års
bagtalelse af Trump nåede sit foreløbige lavpunkt under Demokraternes netop overståede partikonvent,
hvor selveste Jesus Kristus Obama karakteriserede Trump som en doven, medieliderlig tumpe, der er
komplet uegnet til sit embede. Naturligvis i modsætning til vores allesammens prægtige Joe Biden, den
rigtige mand til jobbet.

”Lysets engel går med glans gennem himmelporte/
For Joe Bidens strålekrans flygter alle nattens skygger sorte”

B.S. Ingemanns smukke morgensalme kunne godt være vævet ind i Bidens store nomineringstale på
konventet, for talen var mere en hymne end en politisk brandtale. Biden fremstillede sig selv som lysets
udsending, der repræsenterer sandheden, håbet og kærligheden i modsætning til Trump, der som mørkets
fyrste står for løgnen, håbløsheden og hadet. Denne hule prædiken bliver onkel Joe ikke præsident på, så
ligesom Groucho Marx må Demokraterne nu opfinde en politik, der kan overbevise fiskene i
vælgerhavet. Det bliver op ad bakke, hvis man skal dømme ud fra de politiske budskaber på Joe Bidens
hjemmeside.

Det er klart, at Coronabekæmpelsen bliver et af valgkampens hovedemner. Biden står naturligvis klar med
en kur: Han vil finde en vaccine. Her er toget nok kørt fra den tidligere vicepræsident. Det er otte måneder
siden, at præsident Trump bad National Institute of Health (NIH) om at sætte sig i spidsen for et nationalt
covid-19-vaccineprogram. Indtil videre er 12 vacciner sat i udvikling alene i USA. Dernæst vil Biden »lytte til
videnskaben«.

Trumps nærmeste faglige rådgivere under epidemien er doktorerne Fauci og Birx, som jo ikke er
gademusikanter, men højt respekterede videnskabelige fagfolk. Joe Biden har åbenbart ikke tillid til
præsidentens eksperter, hvad han nok burde have, når man vurderer hans egen indsats i bekæmpelsen af
svineinfluenzaen, der ramte USA på hans vagt i 2009. Bekæmpelsen af H1N1-influenzaen brød totalt
sammen, og mere end 60 mio. amerikanere blev smittet. Bidens daværende stabschef Ron Klain sagde på
en konference på Texas A&M Universitet i 2019: »Vi begik alle de fejltagelser, det var muligt at begå. Hvis
H1N1-virussen have været mere dødelig, havde vi stået med den mest katastrofale epidemi i USA’s
historie.«

Siden Joe Biden blev valgt ind i Kongressen i 1972, har han politisk været et hult kar, der blev fyldt af den til
enhver tid siddende demokratiske ledelse og undertiden også af kontante erkendtligheder fra ukendte
kilder. Ifølge Forbes er Biden god for 9 mio. dollars, hvad der må siges at være pænt for en mand, der
udelukkende har arbejdet for det offentlige siden 1972. Bidens fornemste politiske egenskab er, at han altid
gør, hvad han får besked på. Hans opstillingskampagne som præsidentkandidat stødte hurtigt på store
vanskeligheder. Ingen gad høre på hans taler eller bidrage finansielt til hans kampagne. Partiledelsen kunne
imidlertid ikke acceptere, at den ægte røde socialist Bernie Sanders vandt opstillingen. Den afsjælede Biden
blev gravet op og som Lazarus vakt til live. Sanders blev udmanøvreret, men dog ikke mere end at Biden og
Demokraterne måtte overtage en del af venstrefløjens mærkesager.

Joe Biden demonstrerer dagligt, at han ikke er i mental storform, og en Rasmussen-meningsmåling viser, at
60 pct. af de adspurgte amerikanere vurderer, at Biden må opgive præsidentposten inden næste valg i
2024. Da Demokraterne ikke kan fremvise politiske resultater siden 2016, må man i stedet bygge
valgkampagnen på løfter til vælgerne sideløbende med den fortsatte hadkampagne mod Trump.
Interessen samler sig derfor om Kamala Harris’ politiske mærkesager, som må antages at blive det
ideologiske grundlag for det nye præsidentskab. Her er der da også smæk for skillingen. Harris er tilhænger
af kvinders ret til statsfinansieret abort i hele graviditetsperioden; helt op til fødselstidspunktet, hvor der
ikke er tale om abort, men om barnemord. Her får hun problemer med ”Pro Life”-bevægelsen, som efter
eget udsagn omfatter 20 mio. demokratiske vælgere, der bekæmper abort sent i graviditeten.
Kamala Harris kræver erstatning til efterkommerne af fortidens slaver, hun ønsker statsbanker som
konkurrent til de private pengeinstitutter, hun insisterer på åbne landegrænser og gratis medicin og
lægehjælp til illegale migranter. Hun vil forbyde skydevåben i private hjem, og hun støtter helhjertet
venstrefløjens ”Green New Deal”, der vil forbyde udvinding og brug af fossile brændstoffer i USA, som så
igen kommer i lommerne på Mellemøstens oliesheiker. Byplanlægning har hidtil været et ansvar, der ligger
hos delstater og kommuner, men Harris kræver, at denne opgave centraliseres og flyttes til et føderalt
ministerium. Politistyrken skal minimeres og private sundhedsforsikringer forbydes. Demokraterne foretrak
Biden, fordi de ikke ville have en erklæret socialist i spidsen for USA. Det har de nu fået med Kamala Harris,
den mest venstreradikale kandidat nogensinde.

I modsætning til dette politiske rædselskabinet kan præsident Trump gå til valg på ryggen af en række
markante politiske sejre og indfriede valgløfter. Inden coronaepidemien havde han gennem en række
skattereformer og afbureaukratiseringer skabt den stærkeste økonomiske vækst siden 1945, den højeste
beskæftigelse nogensinde for sorte amerikanere og latinoer, en disponibel lønfremgang for en
gennemsnitsfamilie på 3000 USD om året. Den illegale indvandring er minimeret, de væbnede styrker
oprustet, oversøiske gidsler er hentet hjem. En række islamiske topterrorister er likvideret, og en flot
samarbejdsaftale mellem Israel og Forenede Arabiske Emirater har Trump også fået gennemført.
Præsidenten har reddet tusindvis af menneskeliv ved den 30 januar at standse al indrejse fra Kina, hvad
Biden fordømte som »fremmedfjendsk hysteri«. Coronadødeligheden i USA pr. mio. borgere er lavere end i
EU og langt lavere end i lande som UK, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien. Ikke desto mindre har
Demokraterne omdøbt covid-19 til ”Trump virus” ( Nancy Pelosi) og giver præsidenten ansvaret for hvert
eneste coronadødsfald i USA, selv om ansvaret for bekæmpelse af epidemier ifølge forfatningen ligger hos
guvernører og borgmestre i delstaterne. Atlanterhavsstaterne New York, New Jersey, Massachusetts og
Connecticut rummer 12 pct. af befolkningen, men har næsten halvdelen af alle coronadødsfald. Alle disse
stater er demokratisk ledede.

Trump går til valg på en genopretning af vækst og velstand, en nedkæmpelse af covid-19 og genoprettelse
af ro og orden i de voldsramte bysamfund. Hvis Demokraterne holder fast ved Kamala Harris’ socialistiske
kamikazepolitik, bliver de udraderet den 3. november, der jo også er et valg til Kongressen. Så ligesom
Groucho Marx må Demokraterne nok til at finde nogle andre holdninger end dem, de har i forvejen, hvis de
vil indtage Det Hvide Hus i 2021.

De er allerede begyndt. Det demokratiske partikonvent nævnte ikke med et ord de omfattende
plyndringer, vold og mord, der hærger demokratisk-ledede byer som Seattle, Minneapolis, Chicago og New
York. Men Biden har fra sin kælder forsigtigt antydet, at han ikke støtter protestbevægelsernes plyndringer
og vold mod »den systemiske racisme«, som han dog stadig er ophidset over.

Biden fører fortsat i meningsmålingerne, men det gjorde Hillary Clinton også på samme tid i 2016. En frisk
opinionsundersøgelse fra Cato Institute viser, at 77 pct. af de adspurgte konservative ikke tør være åbne
om deres politiske holdninger af frygt for repressalier. Og 60 pct. af konservative akademikere frygter at
blive fyret, hvis deres politiske holdninger blev kendt på deres arbejdsplads. Den 3. november, når de står i
boksen med stemmesedlen, er der ingen, der kan se, hvad amerikanerne stemmer.

Hvis de bekender sig til folkestyret, til retsstaten, til frihed, tryghed og velstand, burde valget være let.