METTEMOR PÅ HUGGEBLOKKEN

Venstre ligner nu politisk socialdemokratiet så meget, at ledelsen må opfinde nogle sager for at vise, at det tidligere liberale parti alligevel er noget for sig selv. Således har Venstre fundet ud af, at Mette Frederiksens besøg i Israel den 4. marts i år var en stor og kritisabel fejl, som nødvendiggør et samråd, hvor statsministeren må forklare sig og undskylde. Besøget resulterede dengang i omgående kritik fra Venstre, Radikale og Enhedslisten, men den politiske gøglervogn drog hurtigt videre til andre emner, og sagen døde hen, indtil Venstre pludselig var der med hjertestarteren. Partiets udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen har nu samlet et anklageskrift, hvor hovedpunkterne er, at der ikke er kommet resultater ud af rejsen, at Mette Frederiksen blev en del af Netanyahus valgkamp og, at udenrigsministeriet har mørkelagt centrale dokumenter fra rejsen.

Venstre-aktionen er et vaskeægte politisk spin-projekt uden egentlig substans og formål, men kan måske aflede mediernes opmærksomhed fra Venstres rutschetur mod afgrunden. Men Venstres aktion viser også, at medier og politikere er låst fast i nogle vrangforestillinger om en topleders arbejde. Vi er naturligvis vant til, at statslederes internationale samarbejde i reglen afsluttes med et personligt møde, hvor en aftale underskrives. Statsministeren får så ros i pressen for at have forhandlet aftalen hjem, selv om det var embedsmændene, der gjorde alt arbejdet, men sådan er traditionerne og forventningerne. En statschef tager ikke til forhandling i udlandet og kommer tomhændet hjem. Og hvorfor ikke, må man spørge?

Vi er mange topledere i erhvervslivet, der igen-igen er fløjet hjem fra resultatløse forhandlinger om kontrakter og samarbejde. Sådan er vilkårene nu engang på chefgangen. Så måtte vi tilbage til tegnebrættet og forbedre vores data, projekter og præsentationer og så prøve igen. Heldigvis ofte med succes. Ellers ville dansk erhvervsliv ikke være, hvor vi er i dag: Skarpt og konkurrencedygtigt. Mette Frederiksen gjorde det, som en god leder skal gøre. Hun så en chance for at købe Covid vacciner af Israelerne, der havde flere forsyninger, end de selv skulle bruge og måske lægge fundamentet for et fremtidigt samarbejde. Hun kastede sig ud i flyet og hastede af sted til Israel for at få en aftale på plads. Men ligesom det er sket så ofte for mange af os andre ledere, måtte hun tage hjem med uforrettet sag. Det skal hun ikke have kritik for men ros, fordi hun dog forsøgte at forbedre den danske vaccinedækning i en kritisk situation. Udviklingen har siden overflødiggjort et tættere vaccinesamarbejde mellem Østrig, Israel og Danmark. Der er nu rigelige forsyninger, ligesom regeringen har sikret sig leverancer af næste generations vacciner, som er dansk udviklet

Men Venstres politiske pygmæer vil ikke lade denne lejlighed gå fra sig til at polere egen profil ved at give Mette Frederiksen et drag over nakken i et samråd, der skal afsluttes med en påtale, en såkaldt ’næse’. Det ender dog nok med Venstres hule parade-spin eksploderer i ansigtet på Venstre selv. Som alt andet, de har gang i for tiden.

10 Thoughts to “METTEMOR PÅ HUGGEBLOKKEN”

  1. Piotr

    Venstre har læst skriften på væggen. Men, de anerkender ikke virkeligheden, ligesom de andre 175 kolbøtter på Chr-borg.
    Derfor bliver deres handlinger paniske.
    Det er desværre hvad der sker når landet styres at inkompetente individer, uden nogen form for ledelses erfaring og tabt jordforbindelse.
    Stem NB!
    P.

  2. Ole B. Jensen

    Ud fra situationen på det tidspunkt kan man ikke bebrejde Mette F. for hendes rejse til Israel, og derfor er Venstres aktion smålig og latterlig. Og den viser sammen med Støjberg sagen at Venstre ikke har ændret sig siden 2015, men fortsat er som et skib uden kompas og ror. Men ellers må man sige at der er mange forskellige meninger på nettet om vaccinerne og håndteringen af pandemien-epidemien. Særlig mange hug er tildelt beredskabs- og sundhedsstyrelsen og Søren Brostrøm.

    Salget af vaccinefabrikken til Saudi-Arabien for en slik, er blevet sat i relief af corona-krisen.

    1. Da Lars Løkke var sundhedsminister tilbød vi i Bavarian Nordic at købe SSI vaccinefabrikken og var klar til at betale et trecifret millionbeløb for den. Det blev afvist af Løkke. Senere brugte staten 30 millioner kr på ‘salgsforberedelse’ af produktionsanlægget og fik kun 15 mill. kr for det. Hvad fatter gør!

  3. Ole B. Jensen

    Kan det passe at det var tre damer fra R og S samt Løkke fra V som “ordnede” denne hovedløse og mystiske handel?

    1. Kan ikke sætte navne på, men jeg kan bekræfte, at det var en statslig dilettantforestilling fra A til Z.

  4. Piotr

    Så vidt jeg husker var det Sofie Løhde(sundhedsminister) der lukkede det salg, med Lars L som statsminister.
    P.

  5. H. D. Vind

    Venstre var ganske rigtigt liberalt. Det vil sige, mere konkret, lidt højre-liberalt.

    I partiet tog man den personlige frihed seriøst, tog ikke verdens højeste personskat som noget naturgivent, og slog med mellemrum et slag for national kultur og nationen som sådan. Og sådan er det jo ikke længere.

    Venstre blev nemlig lidt efter lidt venstre-liberalt. Dvs. Venstre muterede langsomt, men sikkert, til sådan en slags mindre radikal udgave af et plagiat af Radikale Venstre.

    Og nu er Venstre altså, skal man tro Asger Aamund, og det skal man jo, end ikke længere venstre-liberalt. Venstre er slet og ret røget helt ud til… venstre.

    Men er Venstre ligefrem socialdemokratisk?
    Altså kæft, trit og retning?!

    Ét socialdemokrati indtil 1995 var slemt nok! Så kom det andet “socialdemokrati”, det indvandringskritiske “socialdemokrati”, som stifterne kaldte “Dansk Folkeparti”; og så blev det endnu værre. Og søreme om ikke der nu skal være opstået endnu et “socialdemokrati” med navnet Venstre!

    De skyder jo op som paddehatte, de “socialdemokratier”.
    Når mulden er blevet god, kredsløbet sluttet, så gror nyt godt op igen.
    Blot der er frø! 🙂

  6. Ole B. Jensen

    Se hvad de svenske socialdemokrater har drevet det til. Sverige er i dag en fejlslagen stat, hvor svenskerne jages af terrorister og deres eget system, egne myndigheder og egne medier. Det for få år siden yderst trygge, fredelige og rige Sverige er nu et shithole, med Europa-rekord i vold og mord, med bombesprængninger og påsatte brande, med fallit-kommuner og familier som må bo på gaden, efter at bander har overtaget deres boliger.

    Om et par år har vi et nyt Afghanistan få km fra København. Eller et regulært krigsområde.

    En utrolig og meget mystisk skandale at Lars Løkke tillod Saudi-Arabien at købe vaccinefabrikken, tillod spild af 30 millioner kr., tillod at den gik for 15 millioner kr., når Bavarian Nordic havde budt langt mere.

  7. Ursula Overgaard

    ”Vanvid er at gøre den samme ting om og om igen
    og forvente forskellige resultater.”
    (Albert Einstein, tysk fysiker, 1879-1955)

    1. H. Vind

      Albert Einstein blev født i Ulm, Tyskland, frasagde sig som umyndig 17-årig, med faderens velsignelse, 1896 sit tyske statsborgerskab , var statsløs indtil 1901, i hvilket år han blev schweizisk statsborger, havde også Østrig-Ungarsk statsborgerskab fra 1911 til 1912, blev igen tysk statsborger i 1914, frasagde sig respektive blev frataget sit tyske statsborgerskab i 1933 og blev US-amerikansk statsborger i 1940.

      Albert Einstein var schweizisk og US-amerikansk statsborger ved sin død 1955.

      Er det i øvrigt blevet verificeret, at Albert Einstein korrekt kan citeres for citerede?!

Skriv et svar til H. D. Vind Annuller svar

Bekræft at du ikke er en robot *