FORÅR FOR PUTIN

Af Asger Aamund, den 28. marts 2014

Foråret er på vej. Der er anemoner og grønne knopper overalt. Vi kan glæde os over, at der nu er få
måneder til, at vi atter står ved Sankthansbålet og synger ”Vi vil fred her til lands.” Og det er lige, hvad vi vil.
Fred for enhver pris. Også om det skal koste frihed og råderum for os selv og nationen. Efter murens fald i
1989 er Vesteuropas borgere lullet ind i en forestilling om, at de militære konfrontationer er fortid bortset
fra oprydningsaktioner mod islamister og andre terrorgrupper. Ellers ånder alt fred og samarbejde. Og så
kommer Putin med nøgen overkrop og ødelægger det hele. Vores sarte, konfliktsky sjæle kan slet ikke
rumme krisen uden at presse den ind i vort sædvanlige kliché-univers: Goldman Sachs er ond. Den
offentlige sektor er god. Putin er ond. Ukraine er god. Vi klynker og vrider vores hænder, fordi vi er rådvilde
og bange for ufred. Vi vil gerne straffe den onde og belønne den gode, men det kan jo blive farligt, så vi må
nok hellere lade som ingenting.

Nu handler politik ikke om moral, men om magt. Al politik går ud på at erobre magten og beholde den
længst muligt. Og man må sige, at det er Putin ret god til. Ser man på aktionen på Krim gennem russiske
briller, er der flere forhold der har ført til den snigende besættelse og den efterfølgende ’Anschluss’. For
det første er det almindeligt anerkendt, at store nationer har en ’interessesfære’, der omfatter deres
mindre naboer. Ingen magt ville drømme om en politisk eller militær aktion rettet mod Nordkorea med
mindre Kina var indforstået. Kina er politisk formynder for Nordkorea og sidder med nøglen til fremtiden
for den brutale diktaturstat. På samme måde er det også bredt accepteret, at Mellemamerika hører til
USA’s interessesfære. Der er international forståelse for, at USA har frihed til at forhindre etablering af
fjendtlige regimer i baglandet. Og sådan administrerer USA da også sin politiske og økonomiske indsats i
Mellemamerika. På samme måde mener Rusland, at Ukraine er inden for den russiske interessesfære. Det
er en holdning, der er svær at afvise. Ukraine var både en del af Zarernes Rusland og af Sovjetunionen , og
der er stærke kulturelle og historiske bånd mellem russere og ukrainere. Man siger om russerne, at så
længe de har naboer, sover de ikke godt om natten. Det må man have en vis forståelse for, når man ser på
de sidste 30 års politiske udvikling. De vestlige politikere begik den store fejl at indlemme en række af de
gamle Warszawapagtlande i NATO. Selv om kommunismen er væk, anser russerne stadig NATO for en
fjendtlig organisation, og det opfattes som en grov provokation, at Sovjets gamle våbenbrødre nu er gået
over til fjenden. Ruslands sikkerhedszone, der tidligere udgjorde alt land bag jerntæppet, er nu rykket
dramatisk østpå. Det ultimative mareridt for russerne ville være Ukraine som medlem af både NATO og EU.
Hvordan mon vi danske ville have haft det, hvis vi en skønne morgen i 1960serne var vågnet op til nyheden
om, at Norge, Sverige og Tyskland nu var medlem af Warszawapagten og allieret med Sovjetunionen?
For det andet er Ukraine ingen dydig mønsterstat i god udvikling, men tværtimod en løs og farlig kanon på
dækket. Siden 1990 har Kina med viljestyrke og omtanke udviklet sig fra en økonomisk ruin til en af
verdens stærkeste økonomier med udsigten til, at 70 procent af den milliardstore kinesiske befolkning vil
tilhøre den globale middelklasse omkring 2030. I samme periode har den ukrainske økonomi overhovedet
ikke udviklet sig til det bedre, når man ser bort fra en mindre produktivitetsstigning i landbruget som
resultat af privatiseringen. Ukraine er gennemsyret af korruption, kriminalitet og et dilettantisk politisk
styre, der ikke har magtet eller villet gennemføre de vækstreformer, som er afgørende for Ukraines
politiske og økonomiske udvikling. Man kan ikke bebrejde Putin, at han vil have Ukraine på sporet igen, og
at det skal ske på den russiske måde. Ikke på EU’s og NATO’s måde. Når den ellers ligevægtige og moderate
Angela Merkel i en telefonsamtale med Barack Obama tillader sig at sige, at Putin ’lever i en anden verden’,
så er det, fordi hun mener det. Merkel har utvivlsomt ret. Putin er ikke kommunist, men en snarere en
kurér fra en svunden tid. Zarens kurér, der bringer budskabet om et nyt Storrusland i støbeskeen. Et
måbende og handlingslammet EU må nu i de kommende år være passive vidner til, at Putin udfolder store
anstrengelser for at realisere sin drøm om den store russiske føderation. Udover Ukraine vil det være
Moldova og Belarus (Hviderusland), der kommer i skudlinjen. Ikke i militær forstand. Putin er ingen sørøver
eller galning. Han vil lokke med list og løfter om billig energi, lukrative handelsaftaler og grandiose
investeringer. Ledsaget af et par velvalgte trusler. Ellers ville Putin jo ikke være Putin. Om det lykkes for
ham at genrejse et Storrusland ved vi naturligvis ikke, men vi ved, at han vil bruge alle døgnets vågne timer
på forsøget. Hvad kan vi i Vesten så gøre ved det? På kort sigt, ikke ret meget. De vedtagne sanktioner er
en vits. På hvilket retsgrundlag kan USA og EU tillade sig at indefryse navngivne russeres udenlandske
pengekonti uden sigtelse, tiltale eller dom? Sanktionsvåbenet er udueligt, men som en klog dansk politiker
(de findes!) har sagt det: ” enhver ansvarlig politiker vil hellere gøre det forkerte end slet ikke at gøre
noget”. Ingen boykot eller sanktionspakke har nogen sinde væltet en diktator. Sanktioner betyder
isolation, som virker systembevarende for totalitære regimer. 13 års total boykot væltede ikke Saddam
Hussein, men etableringen af jerntæppet som en total selvboykot betød overlevelse af sovjetimperiet i
næsten 50 år. I stedet for en virkningsløs straffeaktion mod Rusland for annekteringen af Krim, bør EU i
stedet gå ind i et intensivt samarbejde med Ukraine, hvor vi forlanger omfattende reformer til gengæld for
investeringer, økonomisk bistand og politisk støtte. Vi kan endnu nå at gøre det rigtige, men er på vej til at
gøre det forkerte.

Leave a Comment

Bekræft at du ikke er en robot *