Perspektiv

Af Asger Aamund, den 21. april 2017

’Må Gud straffe England!’ stod der på et populært tysk postkort fra 1. verdenskrig. Gud holdt sig imidlertid i
baggrunden og overlod afstraffelsen til de sejrende magter, der i Versailles fredsaftalen fra 1919
konfronterede det tabende Tyskland med den totale ydmygelse. Den berømte økonom John Keynes forlod
fredsforhandlingerne i protest, og den franske general Foch udtalte, at” dette er ikke en fredstraktat men
blot en aftale om 20 års våbenhvile.” Og han fik jo ret. Tyskland var efter 4 års altomfattende krig en nation
på knæene. Ikke desto mindre pålagde de sejrende magter Tyskland en krigsbod på 226 milliarder
Reichmark i guld, hvilket resulterede i et glidende sammenbrud af den tyske økonomi og samfundsorden.
Dermed var en politisk motorvej banet for Hitlers nationalsocialisme og den 2. verdenskrig.
Dette tragiske handlingsforløb har sikkert inspireret Jean Claude Juncker og hans hævngerrige
stormtropper i EU-kommissionen, der efter Brexit nu har pålagt Storbritannien en uspecificeret
dummebøde på 450 milliarder kroner i udmeldelsesgebyr. Først når pengene er betalt, vil EU begynde
forhandlingerne om en eventuel handelsaftale med den britiske regering. Juncker har samtidigt udtalt, at
den store bøde ikke skal ses som et middel til at straffe England, men mere som en advarsel til andre EUmedlemsstater, der kunne gå med grimme tanker om en exit fra Unionen.

I valgkampen op til Brexit var der ingen ende på dommedags-profetierne om Storbritanniens undergang,
hvis afstemningen skulle resultere i et nej. Efter Brexit var en kendsgerning, blev det endnu værre. Titanicmetaforerne hobede sig op i medierne: det britiske Titanic havde nu ramt Brexit-isbjerget. Nationen,
økonomien og velfærden stod foran akut sammenbrud og var på vej mod havets bund. Også danske medier
sang lystigt med på de lange, bange sange om Storbritanniens forventede nedtur fra velfærdssamfund til
udviklingsland. Selveste Weekend Avisen kaldte i en leder Brexit for ’ en ulykke for Europa, men en tragedie
for Storbritannien’. Så kan det heller ikke blive værre. I en tragedie dør alle til sidst, og vi er hermed oppe i
niveau med Tjernobyl og den asiatiske Tsunami fra 2004.

Sådan kommer det heldigvis ikke til at gå. De fleste kommentatorer i medierne har skyklapper på og ser kun
de brikker, der umiddelbart står på skakbrættet. Og her står i dag kun EU-Kommissionen og den britiske
regering. Men ude i forhandlingernes kulisse venter stærke, endnu usete kræfter på at komme på scenen
for at skubbe udviklingen i en helt anden retning end det hævntogt, Kommissionen har planlagt. Hertil
kommer, at de fleste journalister og politiske analytikere er centrum-venstresnoede, som tror at enhver
aftale skal have en vinder og en taber. Den ene part snyder den anden part. Sådan er kapitalismen jo. Men i
virkeligheden er vores velstående markedsøkonomiske samfund bygget på milliarder af daglige aftaler, hvor
begge parter vinder. Når jeg forlader bageren med et nybagt rugbrød, er jeg glad for mit brød, og bageren
er glad for at få penge i kassen. Ingen er snydt, alle er glade. Dette er den vind-vind situation, som hele vort
samfund er bygget på. I stort som i småt. Det er således vores opgave ikke at snyde og forarme
Storbritannien som straf for at forlade den europæiske socialstat, men derimod at skabe en vind-vind aftale
til glæde og nytte for både Storbritannien og de 27 tilbageværende lande i EU.

Efter 2. verdenskrig var sejrherrerne heldigvis blevet klogere og havde lært af den tragiske lektie fra den
første verdenskrig. Især USA var sig bevidst, at man intet ville få ud af et ludfattigt Tyskland, som de
allierede havde plyndret for alt af værdi. Tværtimod var der vilje til at genrejse et nyt og demokratisk
Tyskland og dermed skabe et købekraftigt marked for varer, services og investeringer. USA ønskede en
vind-vind aftale og gennemførte den i form af Marshall-hjælpen, der med amerikansk teknologi og
industrielt udstyr genrejste ikke bare det tyske, men hele det vesteuropæiske erhvervsliv i løbet af
forbløffende få år.

De stærke kræfter, der venter i kulissens tusmørke er de store, toneangivende virksomheder i det
europæiske erhvervsliv, der alle har vitale interesser at forsvare i Storbritannien. Det er Thyssen-Krupp,
Bayer og Volkswagen. Det er Philips, Dassault og Airbus. Det er BASF, Solvay og BMW. Og mange flere
tunge og frygtindgydende industrielle aktører, der udgør kernetropperne i den europæiske velstand. De
førende europæiske erhvervsledere kan deres historie og ved, at der er ingen gevinster at hente for nogen
af parterne, hvis EU-kommissionen straffer briterne med en ny og ydmygende Versailles-aftale. Europas
erhvervsliv kommer tværtimod til at gennemtvinge en vind-vind aftale, der sikrer Storbritannien som en
stærk købedygtig finansiel, kommerciel og teknologisk partner til glæde for os alle. Konklusionen på Brexit
bliver således, at de onde græder og de gode ler. Titanic ll kommer sikkert i havn.