Perspektiv

Af Asger Aamund, den 6. oktober 2017

Under den særdeles blodige kinesiske kulturrevolution måtte jeg i embeds medfør rejse en del rundt i Kina.
Mens jeg opholdt mig i Beijing blev en stakkels mand pryglet ihjel af en ophidset folkemængde, fordi han
havde lagt sin avis på en regnvåd bænk, inden han satte sig på den. Desværre kom han så til at sidde på
formand Mao, der som sædvanligt prydede forsiden af Folkets Dagblad. Moderne islam i praksis er i lighed
med Mao-tilbedelsen ikke en religion, der som den mosaiske tro, kristendommen eller buddhismen er
domineret af sit spirituelle indhold. Islam anno 2017 er en hysterisk Muhammed-kult iklædt en politisk
rustning, der er lakeret med et religiøst budskab.

I den seneste tid er der dukket flere indlæg op både her og i udlandet, der opfordrer verdens 1,6 milliarder
muslimer til at tage et opgør med volden og terroren i moderne islam. Senest har journalisten Adam Holm
her i bladet i yderst forsigtige og høflige vendinger antydet, at muslimerne kunne måske overveje at
forestille sig en islamisk praksis, der ikke omfattede udslettelsen af anderledes tænkende og troende.
Denne gribende appel til medborgerlig anstændighed er jo en ædel tanke, der har lige så mange chancer
for at blive realiseret, som hvis den kristne menighed blev bedt om at skrive Jesus ud af Det Nye
Testamente.

Karl Marx ligger i sin grav og venter stadigt utålmodig på, at de arbejdende masser rejser sig og vender sig
mod deres undertrykkere. Han kommer til at vente til evig tid, fordi historien viser klart, at de slavebundne
folkeslag affinder sig med deres tyranner og udholder deres lidelser. Her i livet følges magt og ansvar ad
som uadskillelige siamesiske tvillinger. Har man ikke magten, kan man ikke drages til ansvar. Har vi
nogensinde bebrejdet det russiske folk, at det kommunistiske regime myrdede over 20 millioner
sovjetborgere? Har vi nogensinde draget det kinesiske folk til ansvar for Maos tyranni, der kostede 60
millioner kinesere livet? Har vi nogensinde kritiseret cambodianerne for, at Pol Pot-regimet likviderede
næsten 2 millioner sagesløse mennesker? Nej, det har vi ikke, og vi ville heller ikke pålægge verdens 1,6
milliarder muslimer ansvaret for islams endeløse grusomheder. Ikke desto mindre er der i det muslimske
verdenssamfund en passiv, men omfattende accept af den islamiske terror (Weekendavisen/ Hannah
Ziadeh). Vi ved fra en række pålidelige og robuste meningsmålinger (PEW,WZB), at over halvdelen af de
muslimer, der bor i vestlige demokratier ønsker, at koranens love og påbud skal følges fuldt ud. Dette
betyder et farvel til frihed, demokrati og retsstat, hvis vi ikke konsekvent bekæmper anti-demokratiske
strømninger, hvad enten disse er forklædt som religion eller ej.

Ligesom Stalin, Hitler, Mao og Mussolini påbød, hvordan fascismen skulle administreres i praksis, er det
magthaverne i Iran, Saudi-Arabien samt Islamisk Stat og Det Muslimske Broderskab, der dikterer moderne
muslimers liv og levned. Det er bestemt ikke kedeligt at leve i muslimske samfund. Der lurer altid en
overraskelse rundt om næste hjørne. Således leverede islam i 2016 hele 2500 Allahu-akbar attentater med
over 20 000 dødsofre og 27 000 lemlæstede fordelt på 59 lande. Næsten samtlige terrorhandlinger skyldes
muslimer, der dræber andre muslimer. Sunni-muslimer dræber shia-muslimer og omvendt. For en sunnimuslim er en shia-muslim en kætter, og for en shia-muslim er en sunni-muslim en frafalden djævel.
Vestlige apologeter har travlt med at forklare os, at de islamiske terrorhandlinger, der skyller hen over
Europa er gengældelse for vore krige og straffeekspeditioner mod islamiske lande med tusindvis af
uskyldige civile tab. Imidlertid er de hårdest ramte ofre for islamisk terror uden for shia-sunni konflikten
lande, der aldrig har været involveret i krigshandlinger mod islamiske samfund. Nigeria, Thailand, Kenya,
Uganda, Elfenbenskysten og Cameroun er alle hårdt truffet af Allahu-akbar terror, som er rettet mod
uskyldige mennesker, der myrdes udelukkende, fordi de ikke er muslimer, men tilhører andre trosretninger.
Vold, terror og undertrykkelse er således systemisk indbygget i Islam i daglig praksis, og der er ingen
redning at hente fra de passive 1,6 milliarder muslimer uden for den islamiske magtelite. Vi kan kun håbe
på et sammenbrud i de nuværende koran-diktaturer. Irans og Saudi-Arabiens muligheder for fortsat at
finansiere den globale islamiske terror vil blive reduceret i takt med omstillingen fra olie til energi fra sol,
skifergas og thorium. IMF forudser en saudisk statsbankerot om tre år, hvis ikke oliepriserne stiger. Det gør
de heldigvis ikke. Præstestyret i Iran kan ikke i længden stole på opbakning fra militæret og den unge
generation, der ønsker korandiktaturet udskiftet med en sekulær retsstat.

Vi har kun spinkle håb om fremtidig fredelig sameksistens med islam i gensidig respekt. Men mister vi
håbet, mister vi også viljen. Og så mister vi alt.