Perspektiv

Af Asger Aamund, 1. december 2017

For 40 år siden var det ødelæggende for en politisk eller journalistisk karriere at blive stemplet som
antisemit. Samme virkning har i dag islamofobien, hvor man til gengæld er stueren som erklæret fjende af
staten Israels eksistens. Angsten for islamofobiens spøgelse har stort set nedbrudt det svenske samfund, og
i England er vi godt på vej med ’grooming’ skandalen, hvor flere tusinde purunge piger gennem en årrække
blev seksuelt misbrugt af en skare pakistanske muslimer. De sociale myndigheder, politikerne og ikke
mindst politiet vidste, hvad der forgik, men ingen turde afsløre sex-forbryderne af angst for at blive
stemplet af medierne som islamofober. I de vestlige demokratier er det således ved at være normen, at vi
vender ryggen til ofrene, fordi vi ikke tør tage konfrontationen med forbryderne.

Begrebet islamofobi har eksisteret i generationer, men er først blevet udviklet og markedsført som
kampvåben under Ayatollah Khomeini, som efter sin magtovertagelse i Iran i 1979 kaldte de kvinder, der
nægtede at bære det islamiske tørklæde for islamofober. Den første prominente islamofob var Salman
Rushdie, der havde provokeret islam med bogen om ’De sataniske Vers’. Islams ledere havde efter anden
verdenskrig været vidne til den store indsats, de vestlige nationer udfoldede for at undgå, at
antisemitismen skulle genopstå. I flere europæiske lande er der således hårde straffe for holocaustbenægtelse. De islamiske ledere ønskede en parallel beskyttelse af islam ikke bare for religionens spirituelle
indhold, men for hele islam også omfattende den islamiske forfatning og levnedsdiktater nedfældet i
bevægelsens hellige skrifter. Det islamofobiske begreb i sin færdige form er et krav om, at vi skal tåle det
utålelige. Enhver krænkelse eller kritik af islam som religion eller som politisk bevægelse er en utilgivelig
racistisk handling mod en mishandlet minoritet. Netop fremstillingen af muslimer som et forfulgt mindretal
er kernen i islamofobiens gennemslagskraft.

I 1994 optrådte muslimske demonstranter i Grenoble med gule halvmåner syet på tøjet med påskriften:
Hvornår bliver det vores tur? Den islamiske version af jødestjernen kunne ses i et muslimsk optog i Schweiz
i 2011, ligesom imamen Tarik Ramadan prædiker, at muslimernes situation i Europa svarer nøje til jødernes
stilling i 1930rne. Muslimernes holocaust lurer således lige om hjørnet. Islam, der i århundreder nådesløst
har forfulgt og myrdet kristne, jøder, hinduer og frafaldne, har dog ikke haft problemer med at forlange
ytringsfriheden inddraget, hvad angår kærlighedens og fredens religion. Dette krav blev stillet på OIC
konferencen i Istanbul i 2013, hvor den islamiske samarbejdsorganisation vedtog en resolution, der gjorde
enhver kritik af islam til en kriminel handling.

Efter islamisk retsopfattelse er det således strafbart at modsætte sig eller at kritisere islams
kvindeundertrykkelse, barbariske straffemetoder, kriminalisering af homoseksuelle eller islams fascistiske
samfundsmodel. Islamofobi er i moderne sprogbrug synonym med racisme, og da alle mennesker betragter
sig som anti-racistiske, ser vi da også vore politikere, medier og meningsdannere falde over deres egne ben
for at udstille sig som anti-islamofobiske. Denne holdning er tilmed slået igennem i retsvæsenet, hvor man
især i Tyskland og Østrig oplever at der gives ’islam-rabat’ ved strafudmålingen for muslimer, der dømmes
for mord, voldtægt eller hustrumishandling.

Det er på tide at tage et opgør med begrebet islamofobi og dets vidtrækkende konsekvenser. Da vi nu kan
sidestille racisme og islamofobi, kan vi tage udgangspunkt i den kendte rabbiner dr. Jonathan Sacks, der i en
tale til EU-parlamentet sagde følgende: ” Man er ikke antisemit, fordi man ikke bryder sig om jøder. Vi har
jo alle sammen noget eller nogen vi ikke kan lide. Antipati er ikke det sammen som racisme. Men man er
antisemit ( og racist) hvis man vil fratage jøder rettigheder og friheder, som andre har.” Hermed mener
Jonathan Sacks retten til livet, friheden, fædrelandet, familie og arbejde. Lad os overføre denne definition
på islam. Der kan ikke være tvivl om, at islam er racistisk, idet jøder og kristne ifølge koranen er uværdige
undermennesker, der kun har eksistensberettigelse, hvis de betaler kopskat til muslimer og netop erklærer
sig mindreværdige. Men har de vestlige demokratier søgt at fratage muslimer deres eksistensberettigelse
og borgerrettigheder i de retsstater, hvor de bor og arbejder? Nej, tværtimod har vi udfoldet store
anstrengelser for at integrere muslimer med samme rettigheder som andre borgere endda ofte med færre
pligter. Begrebet Islamofobi er således et falsum, en fis i en hornlygte, som vi bør aflive hurtigst muligt.
Løsningen bliver således ikke et islamisk Europa, men et europæisk islam, der ikke dominerer, men må
affinde sig med ligeberettigelse med andre trosretninger underlagt den sekulære, demokratiske retsstat.
Hverken mere eller mindre.