Perspektiv

Af Asger Aamund, den 23. februar 2018

Hvis medierne spørger en hvilken som helst dansk børsnoteret virksomhed, om den er til salg, vil svaret fra
selskabets bestyrelse være et klart nej. Ingen ansvarlig ledelse ønsker at hænge et uspecificeret ’ Til Salg’
skilt om halsen på virksomheden. Hvis en seriøst interesseret investorgruppe derimod lægger et
gennemarbejdet fast tilbud på bordet med en attraktiv pris, vil den pågældende virksomhed sandsynligvis
blive opkøbt. Når danske medier retter en principiel henvendelse til udvalgte nordafrikanske ambassader,
om de er interesseret i at tillade asylcentre på deres område, er svaret naturligvis også et nej, da man ikke
ønsker at udstille sig som en nation til fals. Hvis seriøse og ansvarlige kræfter derimod lægger et attraktivt
fast tilbud på bordet, kan svaret meget vel blive positivt. De sidste ti år har medier, det
flygtningeindustrielle kompleks og politikere haft travlt med at forsikre hinanden om, at oprettelse af
asylcentre i nærområderne simpelt hen ikke kan lade sig gøre på grund af modstand fra de potentielle
værtsnationer.

Ikke desto mindre er det lykkedes for Spanien at indgå en fordelagtig aftale med Marokko, hvilket har
minimeret migrantstrømmen fra Afrika ind i Spanien. De to lande har en fælles grænse, fordi Spanien ejer
en større enklave, Ceuta, der ligger på det afrikanske kontinent. Ifølge denne aftale garanterer Spanien
omfattende investeringer i den marokkanske økonomi, der også nyder godt af bilaterale, gunstige
handelsaftaler. Endvidere har Spanien påtaget sig at modernisere og træne det marokkanske politikorps. Til
gengæld sørger Marokkos regering for, at grænsebevogtningen mellem de to lande fungerer effektivt, og at
de mange afrikanere, der hver dag forsøger at trænge gennem grænsehegnet, bliver fanget og sendt
tilbage.

Når Mette Frederiksen for nylig fremlagde et forslag om, at behandlingen af asylsager i fremtiden burde
lægges ud i nærområderne, er der ikke tale om et paradeforslag fra et stemmehungrende socialdemokrati,
men om et principielt og konsekvent opgør med årtiers uansvarlig og samfundskriminel indvandrer- og
flygtningepolitik. Fra 1983 og til i dag har en generation af uvidende og ansvarsløse politikere set passivt til,
mens Danmark er blevet invaderet af en armé af klienter fra hovedsageligt islamiske lande. Vi sidder nu
med omkring 500 000 nye borgere, der som gruppe har lav beskæftigelse, og som i betydeligt omfang har
forskanset sig i arabiske kulturfællesskaber med det formål at isolere sig fra den danske demokratiske
retsstat, der dog skal sørge for offentlig forsørgelse af den fremmede klientbefolkning.

Dette selvpåførte attentat på dansk folkestyre, kultur og frisind ser vi gentaget over alt i Vesteuropa, der på
få år har forvandlet sig til bistandskontor for migranter fra Afrika, Mellemøsten og Asien. Ifølge Index
Mundi føder afrikanske kvinder fra lande syd for Sahara (SAHEL-landene) 5-6 børn, som familien ikke kan
forsørge uden bistand. Ifølge OECD koster ulandsbistanden de vestlige lande 150 milliarder USD om året.
Det er dog kun en dråbe i havet i forhold til de beløb, migranterne selv overfører fra deres nye
værtssamfund til deres oprindelseslande. Ifølge Verdensbanken androg disse såkaldte remitter hele 600
milliarder USD i 2017. En ung SAHEL- afrikaner kan ikke forsørge hverken sig selv eller sin familie, men hvis
han kan komme til Europa, har han en indkomst, der kan stamme fra arbejde, overførselsindkomst, sort
arbejde eller kriminalitet. At veksle en arbejdsløs afrikaner i Burundi til en lille pengemaskine i Europa er
derfor en fed forretning for familien og landsbyen i hjemstavnen.

Danmark er således som resten af Vesteuropa blevet overskyllet af et migrantbaseret finansimperium
uden, at hverken politikere eller medier har ydet den ringeste modstand. Myndigheder i ind- og udland har
klart påvist, at den store migrantbølge ikke består af syriske hjernekirurger og atomfysikere, men
hovedsageligt af unge mænd uden kompetencer fra Afrika og Mellemøsten. Alligevel bliver vi dagligt
voldtaget af tv billeder, der viser børnefamilier, der reddes i land fra synkende gummibåde. Den offentlige
mening har vedtaget, at enhver migrant er en stakkels individuelt forfulgt flygtning, som vi skal have ondt af
og modtage med åbne arme og pengekasser. De få, der tør stå frem og kritiserer folkevandringen af
klienter og forsvarer vores demokrati, vores kultur og vores retsstat, bliver netop af medier og centrumvenstre politikere udskældt som racister, islamofober og fascister. Hermed er tragedien blevet til en farce.
Alle demokratisk sindede og kulturbevidste danskere burde helhjertet slutte op om Mette Frederiksens
forslag om en bilateral aftale om asylbehandling i nærområderne. Med Marcus Söder som ny
ministerpræsident i Bayern, med Sebastian Kurz som regeringschef i Østrig og med Viktor Orban fortsat ved
roret i Ungarn er der håb forude om en modernisering af migrantpolitikken. Og når Spanien kan få en
effektiv migrantaftale med et nordafrikansk land, kan vi vel også.