Perspektiv

Af Asger Aamund, den 12. april 2019

Der er sikkert mange, der tror, at koranen er lidt ligesom den kristne bibel, der som bekendt beskriver og
diskuterer forholdet mellem mennesker og Gud. Størstedelen af koranen handler hverken om Allah eller
Muhammed, men derimod om, hvad fromme muslimer skal gøre ved de foragtede og forhadte vantro. I
koranen er der ikke noget med at vende den anden kind til. Her bliver der gået til stålet: ” Dræb de vantro,
hvor end du finder dem!” (9:5). ” Bekæmp de vantro indtil islam er enehersker!” (8:39).

Islams hadeliste er lang. Den omfatter hinduer, buddhister, jøder, kristne, ateister og frafaldne samt alle
andre mennesker, der ikke er muslimer. Forfølgelser af kristne er vekslet i intensitet siden islams erobring
af Mellemøsten, Nordafrika og dele af Europa. Perioder med massiv undertrykkelse er blevet afløst af andre
tider, hvor kristne har kunnet overleve som ydmyge undermennesker i et islamisk apartheid-samfund uden
rettigheder til meget andet end selve livet. I begyndelsen af forrige århundrede kulminerede den islamiske
terrorbølge med folkemordet på 1,5 millioner kristne armeniere. Herefter var der relativt fredelig
sameksistens mellem kristne og muslimer, indtil ayatollah Khomeini i 1979 kom til magten i Iran. Samme år
holdt Khomeini en tale på Teherans teologiske fakultet, hvor han sagde: ” Islam er blodets religion for dem,
der ikke tror. Jihad betyder drab på alle vantro overalt på kloden!”. Khomeini var en ordholden mand. Han
indfriede sine barbariske politiske løfter og har ifølge historikeren Bernard Lewis haft afgørende indflydelse
på nutidig islamisk justits og sharia-loven i praksis. Når homoseksuelle i Brunei i dag bliver dømt til døden
ved stening, kan de takke Khomeini for deres smertefulde afsked med livet.

Kristenforfølgelserne er kommet op i gear. Alene i 2017 blev over 3000 kristne myrdet, 1250 blev bortført,
over 1000 blev voldtaget og 739 kirker blev vandaliseret ifølge ’Open Doors’-organisationen, der kortlægger
vold mod kristne. I dag lever 215 millioner kristne i højrisiko-områder, hvor de udsættes for vold, voldtægt
og mord. Det er islamiske lande som Afghanistan, Pakistan, Irak, Iran, Saudi- Arabien og Somalia, der topper
listen, der består af 50 lande, hvoraf de 45 er islamiske stater (World Watch List 2019).

Og hvad gør vi kristne samfund så ved det? Tja, bum-bummelum, vist ikke noget, man sådan lige kan få øje
på. Der er jo mode i så meget. Også i mediernes terrorprioritering. Det er lidt kikset at skrive om islamisk
terror mod kristne. Hvem gider læse om sidste måneds islamiske nedslagtning af 100 kristne nigerianere,
når nu man havde en vaskeægte Breivik-dobbeltgænger i Christchurch til at dominere sendefladen? Hvis
nogen havde håbet på, at pave Franciskus ville komme de kristne ofre til undsætning, vil man blive skuffet.
Denne hjælpeløse karikatur af en Herrens Stridsmand rejser rundt i Mellemøsten og forbrødrer sig med
islamiske ledere, der griner ad ham bag hans ryg. Pave Franciskus, hvis titel også er Pontifex Maximus, altså
den største brobygger, taler ustandseligt om, ”at vi skal bygge broer, ikke mure”. Paven har nægtet at
forholde sig til den accelererende forfølgelse af kristne i islamiske samfund. For hundrede år siden udgjorde
kristne 14 procent af befolkningen i Mellemøsten. I dag kun fire procent og ifølge FN blot 3,5 procent i
2025.

Det er en skændsel, at det kristne Danmark har vendt ryggen til vore nødstedte trosfæller. Bibelen fortæller
os, at vi skal elske vores næste som os selv. Den næste er den, der står os nær og nærmest. Det er ikke alle
mennesker, overalt, til alle tider. Vores næste er vores familie, vores venner, vores meningsfæller og vores
trosfæller. Hverken den danske folkekirke, politikerne eller medier gider gøre en indsats for hjælpe vores
kristne næste i nød. Naturligvis skal vi prioritere flygtningearbejdet således, at kristne flygtninge står først i
køen til ophold og integration, som foreslået af Marcus Knuth. Og i modsætning til mange migranter med
arabisk kulturbaggrund accepterer kristne flygtninge med glæde den demokratiske retsstat. To store pan-
europæiske meningsmålinger ( PEW og WZB) har klart påvist, at et flertal af muslimer bosat i EU ønsker den
demokratiske retsstat ud skiftet med en islamisk formynderstat. Hvem er mon vores sande næste i den
sammenhæng?

I år 846 og igen i 849 forsøgte en islamisk invasionshær at indtage Rom med det formål at myrde paven og
ødelægge Vatikanet, som imidlertid var beskyttet af høje mure, der frelste paven og kristendommen. Hvis
den daværende pave Leo i stedet havde fablet om at ” bygge broer, ikke mure”, havde islam sat en brat
stopper for vores kulturelle udvikling hen imod vor tids folkestyre og frie retsstat.