Artikler

Den Korte Avis, anmeldelse af Ahmet Akkaris bog “Min afsked med islamismen”, 7.4.14

Navnet Ahmed Akkari sender stadig en gysen ned af rygraden på de mange danskere, der under
muhammedkrisen oplevede den unge imams arrogante og selvsikre angreb på alle de værdier vi forbinder
med frihed, folkestyre og retsstaten. I de hektiske måneder i begyndelsen af 2006, hvor det islamiske had til
Danmark brød ud i lys lue, dukkede den fuldstændig ukendte Akkari frem for den danske offentlighed og
blev i løbet af få uger et ansigt, der var kendt og hadet af enhver dansker med undtagelse af de
kulturradikale stormtropper omkring dagbladet Politiken. Aften efter aften tonede han frem på tvskærmen med sine kompromisløse krav om undskyldning og national bodsgang for vores fornærmelse af
Islams profet, Muhammed. Med stigende bekymring og ængstelse fulgte nationen de daglige tv- reportager
fra Akkaris road show i Mellemøsten, hvilket resulterede i rasende optøjer og boykots af danske
virksomheder med afbrændingen af dannebrog og ambassader som den hysteriske kulmination. Hen på
foråret udbrændte de flammende bål og ørkensandet lagde sig over gløderne. Langsomt vendte hverdagen
tilbage. Danmark og Europa kunne glæde sig over at have bevaret ytringsfriheden intakt. Og islamisterne
kunne glæde sig over, at vi ikke mere tør bruge den. Ahmed Akkari sank umærkeligt tilbage i mørket, hvor
han kom fra. Det var så det. Troede vi. Det viser sig nu, at den velbegavede og tænksomme Ahmet Akkari
efterfølgende blev ramt af anfægtelser, der ikke harmonerede med hans tidligere totale underkastelse af
de islamiske doktriner. Begivenheder og hændelser, bedrag, manipulationer og islamistisk svindel med
offentlige midler blev ved med at dukke op i Akkaris samvittighed. Han valgte et par år i den grønlandske
dybfryser for at klare tankerne og den grimme tvivl om Islams ufejlbarlighed som fredens og kærlighedens
religion og livsform.

Islam fyldte Akkaris liv totalt. Han trak vejret gennem koranen og de islamiske skrifter og havde intet andet
ståsted i livet end Islam. Han havde forladt det sekulære Danmark som teenager og var fuldt bevidst trådt
ind over tærsklen til et liv i Islam og for Islam. Det er umuligt at forlade Hell’s Angels uden at komme i ’ bad
standing’. Og det lige så umuligt at forlade helvedesprædikanterne i Islam uden at blive idømt dødsstraf.
Men det er ikke desto mindre, hvad Akkari har gjort. Det muligt, at Akkari stadig se sig selv som en slags
frittænkende muslim, men den kendsgerning, at han nu er under politibeskyttelse alle døgnets timer, viser
tydeligt, at de danske islamister har en anden opfattelse og er rede til at eksekvere straffen for at forlade
Islam.

Med bogen ’Min afsked med islamismen´ har Ahmed Akkari præsteret en karakterstyrke af en karat som
det mod, de danske frihedskæmpere udviste under besættelsen, hvor de vidste, at tortur og død ventede
forude, hvis de blev fanget. Akkari kender det islamiske system indefra og har ikke været i tvivl om, hvad
der venter ham efter udgivelsen af den bog han har skrevet i samarbejde med Martin Kjær Jensen. Bogen
er et nådesløst opgør ikke med Islam som religion, men med islamismen som en fascistoid
undertrykkelsesmaskine, der med rod i koranen tyranniserer millioner af menneskers liv med reaktionære
direktiver, der ned i de mindste enkeltheder regulerer en muslims liv fra vugge til grav. Bogen er også en
ubarmhjertig afsløring af islamisternes nøje planlagte nasseri på det danske samfund og deres kriminelle
omgang med offentlige tilskud og bistandsmidler. Men først og fremmest er bogen en bevægende skildring
af en begavet og glad Aalborg-drengs gradvise glidetur ind i islamismens mørke, hvor han afskærer alle
bånd til familien, til vennerne og til hele det frie demokratiske samfund, der skulle have udgjort rammen
om et glædesfyldt arbejds- og famlieliv for den begavede unge dansker. Og så får vi en nøje gennemgang af
hele muhammedkrisen set gennem et islamisk perspektiv, hvad der burde være pligtlæsning for enhver
demokratisk indstillet dansker. Vi har jo desværre uvidende politikere som socialdemokraten Mette
Gjerskov, der rejser rundt med en historie om, at hele muhammedkrisen kunne være undgået, hvis Anders
Fogh Rasmussen dog bare havde taget det møde med de muslimske ambassadører. Intet kunne være mere
forkert. Akkaris bog demonstrerer klart, at Islamisterne var ude på en nådesløs straffeaktion mod Danmark
under alle omstændigheder.

Dette er bekræftet af den daværende ægyptiske ambassadør i Danmark Mona Attia, som senere til Avisen
Al-Watan udtalte, at ambassadørerne frygtede, at Fogh Rasmussen ville hoste op med en undskyldning på
nationens vegne. Og det kan man jo godt forstå, når nu islamisterne havde glædet sig til at afbrænde et par
ambassader.

Ahmed Akkaris bog kan varmt anbefales. Den er en medrivende politisk skildring af den største nationale
krise i mands minde. Det er en bevægende beretning om en glad ung mands nedstigning til mørkets
fyrstedømme. Og det er en modig historie om samvittighedens og anstændighedens magt over et
tænkende og engageret menneske, der er kommet på afveje. Akkari har kæmpet hårdt med sig selv for at
finde de værdier, der gør tilværelsen værd at leve. De værdier har han nu fundet. Han bekender sig til
friheden, til folkestyret, til retsstaten og til tolerance og menneskelighed. Lad os håbe, at han får lov at leve
et langt liv med rødder i disse erkendelser.
Asger Aamund