BREDE SKULDRE PÅ SMALKOST

En Wikipedia undersøgelse fra 2010 viser, at Singapore præsterer et BNP pr indbygger på 63 USD. Altså
dobbelt så højt som Ækvatorial Guinea på 36 USD. Og som Danmark på ligeledes 36 USD. Dette er jo
sørgelig læsning for os, der kan huske diskussionen for år tilbage om, at hvis vi ikke herhjemme tager os
sammen, vil Singapore en dag nå op på siden af Danmark i BNP pr indbygger. Denne udvikling bekymrer
dog ikke den moderne dansker, der ifølge alle meningsmålinger stadig er den lykkeligste mand i verden. For
nogle dage siden var der på Radio 24/7 en diskussion om Danish Crowns lønkonflikt med slagteriarbejderne
på Bornholm. Radioværten udtalte, at hun godt kunne forstå de mange, der var kritiske over for Danish
Crowns krav om lønnedgang, da virksomheden jo havde overskud nok til at betale en anstændig løn. Dette
udsagn er i præcis overensstemmelse med, hvad flertallet af befolkningen tænker om den sag. ” Sit
fædreland skylder man alt,” skrev vores berømte sprogforsker Rasmus Rask. Dette kan man naturligvis ikke
sige i dag uden at blive stemplet som nazist eller sympatisør med Dansk Folkeparti. I det moderne Danmark
hedder det: ”Fællesskabet skylder man alt”. Danmark degenererede på et halvt århundrede fra et
arbejdssamfund over et omsorgssamfund til en formynderstat. Det forhold, at staten som hver eneste
borgers sagsbehandler totalt dominerer vores liv og ejendom, lyder jo ikke så charmerende i jargonen på
Christiansborg og i medierne. Derfor er ’staten’ blevet udskiftet med’ fællesskabet’. Men virkeligheden er
ikke desto mindre, at i det moderne Danmark skylder vi Fællesskabet alt. I bogstaveligste forstand. Og det
er vi rigtigt glade for. Vi har skiftet kravet om frihed ud med kravet om tryghed uanset prisen. Vi går ind for
hundedyr grøn omstilling og idiotisk affaldssortering. Vi har opgivet, at stille krav til vore indvandrere om at
integrere sig i samfundet. Vi åbner armene for de nye borgere, også selv om rigtig mange af dem
modsætter sig demokrati og retsstat og ikke gider lære sproget og finde sig et fast arbejde. Det hedder nu
inklusion. Vi accepterer, at borgernes penge ligger bedst i ’Fællesskabets’ lommer. Der er ikke protester
mod verdens højeste skattetryk og stigende afgifter på kaffe, trafikbøder, el-pærer, biler, pensioner og
boliger. Det er jo til fælles bedste. En Yougov undersøgelse for Ugebrevet A4 ( april 2012) viser, at flertallet
af danske vælgere ønsker, at de rigeste danskere bør løfte en større del af samfundets byrder ved at betale
mere i skat. Ved forenede anstrengelser gennem de sidste 20 år, er det lykkedes de blå og de røde partier
at anbringe mere end halvdelen af vælgerbefolkningen uden for arbejdsmarkedet. Ud over den store
gruppe af pensionister af forskellig slags (1,3 millioner) er der nu over 800 000 danskere i den
arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. De forsørgede kan nu stemme sig til de penge, der tilhører
forsørgerne. Formynderstaten er dermed en realitet. Tidligere tiders kristne trosbekendelse er afløst af en
moderne version: ” Vi tror på fællesskabet, sammenhængskraften, solidaritet, fodslaw og kampen mod
uligheden”. Disse værdier er den permanente dagsbefaling for politikere og medier, der søger med lys og
lygte efter nye, svage grupper, der kan overtales til at rejse krav om flere støttekroner.
Hvor der er vindere, er der naturligvis tabere. I det moderne Danmark er taberne de dynamiske og
konkurrencestærke personligheder, der i et tæt og konstruktivt samarbejde med politikerne kunne have
skabt et rigt Danmark funderet i en bred folkelig velstand og høj beskæftigelse. At være iværksætter eller
firmastarter i Danmark er en brutal overlevelseskamp op ad bakke. De, der lykkes, skaber deres succes ikke
på grund af systemet, men på trods af det. Det danske skattetryk er verdens højeste. Der er ingen eller
yderst knap kapital til rådighed for pionererne. Bureaukrati og papirvælde dræber initiativ, virkelyst og
hæmmer en effektiv arbejdsindsats. Hertil kommer den tidligere regerings attentatforsøg på etableringen
af nye virksomheder i form af iværksætterskatten, der effektivt standsede kapitaliseringen af
iværksætterne.

Programerklæringen om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, er tankegods fra den gamle
socialdemokratiske landsfader, Thorvald Stauning. Han var vokset op i det danske arbejdssamfund, Jens
Vejmand –samfundet, hvor man arbejdede til man tabte hammeren brat. For Stauning var Danmark
befolket af brede skuldre, der nok kunne sørge for, at den lille minoritet af oldinge, kronisk syge og
arbejdsløse kunne få en understøttelse, der svarede til indtægten for en faglært arbejder. Stauning ville
ikke kunne forestillet sig det socialpolitiske mareridt, at mere end halvdelen af vælgerkorpset nu er
udnævnt til ’svage grupper’, altså de smalle skuldre, der er på støtten på den ene eller anden måde. Det var
Poul Schlüter, der trak tæppet væk under de brede skuldre med bemærkningen: ” Hvis man betaler
formueskat, har man et positivt problem”. Schlüter ville ikke gå over i historien som velhavernes
skytshelgen. Det viste sig efterfølgende, at det var der heller ikke andre blå eller røde regeringschefer, der
ville. Resultatet var en reformpolitisk ørkenvandring, der foreløbigt har varet 20 år. Vi har gennemgået en
udvikling, der har afmonteret konkurrencestaten og i stedet opbygget formynderstaten. Hverken
politikerne eller størstedelen af befolkningen har problemer med, at den danske konkurrenceevne buldrer
nedad mod afgrunden. Flertallet mener jo, at man bare skal beskatte de rige svins brede skuldre noget
hårdere. Så er der penge nok til os alle sammen. Både den nuværende røde og den tidligere blå regering
har hårdnakket nægtet at lytte til den lavine af kompetente opfordringer, der er væltet ned over
Christiansborg: OECD, et hav af råd og kommissioner, World Economic Forum, fremtrædende
personligheder som Marcus Wallenberg og den svenske finansminister Anders Borg har alle erklæret, at
skattetrykket i Danmark er for højt, at skattelovgivningen i Danmark bør være stimulerende for
erhvervslivet og ikke undertrykkende som i dag, at der skal være langt bedre finansiering til iværksætterne,
og, at standarden i undervisningen skal forbedres. Imidlertid er der ikke stemmer i et reformprogram. For
både røde og blå politikere handler politik kun om én ting: magten. Hvordan man vinder den, og hvordan
man fastholder den. Derfor fedter danske politikere for det flertal uden for arbejdsmarkedet, der
bestemmer, hvem der skal være statsminister . Og der gøres intet for det lille mindretal af brede skuldre,
der netop skaber og fornyer velstanden. Denne udvikling kunne have været grusom og tragisk for det
danske erhvervsliv, men vi er lykkeligvis blevet befriet af globaliseringen og kan derfor godt udvikle og
styrke vore virksomheder på trods af det danske tabersamfund. Vore dynamiske iværksættere, kompetente
ledere og konkurrenceskarpe virksomheder er ikke mere tøjret til det danske frilandsmuseums afgnavede
enge. De brede skuldre har udviklet brede vinger. Distance-stærke trækfugle, der slår sig ned på kloden,
hvor græsset er grønt og frodigt.
Asger Aamund

Leave a Comment

Bekræft at du ikke er en robot *