1.MAJ – KLIENTERNES KAMPDAG

Den første maj 1950 stod jeg helt fremme i trolleybussen på vej hjem fra skole. I nærheden af Fælledparken
passerede vi et optog af demonstranter, der viftede med røde faner og lysegrønt bøgeløv. ” Se, der går
kommunisterne”, sagde jeg til en klassekammerat. ” Klap dog i knægt!”, skreg chaufføren rød i hovedet af
ophidselse: ” De er ikke kommunister. De er socialdemokrater!”. For mig var der ikke den store forskel. Jeg
var kun 10 år og havde min sporadiske politiske viden fra min far, der mente, at alle til venstre for det
konservative folkeparti var en slags marxistiske anarkister, som kun pønsede på at omstyrte det
kapitalistiske samfund og inddrage den private ejendomsret. Min far fortalte mig ofte om sin gamle onkel,
der var håndværksmester og en indædt fjende af socialismen. En gang havde min far som dreng stået
sammen med onklen og set en 1. maj demonstration passere forbi. Onklen pegede på optoget med sin
stok: ” Når de røde kommer til magten, kommer vi andre til at ride på træhesten!”. Denne uhyggelige
vision formede min fars politiske indstilling resten af hans liv. Hans egen far må have vendt sig i sin grav.
Min farfar var smedesvend på Burmeister & Wain. Politisk var han rødere end en postkasse. Han var
glødende socialist og deltog i alle de strejker, konflikter og arbejdskampe, han kunne komme i nærheden
af. Livet på arbejderklassens barrikader nedbrød hans helbred, og min farfar døde af en banal
mellemørebetændelse som 33 årig. Han efterlod en enke, der var opfyldt af had til den socialisme, der
havde lagt hendes mand i graven. Hun måtte nu lade sig forsørge af sine fem børn, der alle måtte ud at
arbejde før og efter skoletid for at holde familien oven vande.

Den første maj var således en sorgens dag for min fars slægt, der var domineret af bredbugede maler- og
skorstensfejermestre fra Christianshavn. Men dagen var ikke desto mindre en festdag for det arbejdende
Danmark. Op gennem 1900-tallet blev 1. maj til den årlige statusdag, hvor man fejrede sine sejre og satte
nye mål for arbejderbevægelsen. Man tilkæmpede sig store forbedringer i arbejdstid, understøttelse og
socialforsorg. Arbejderbevægelsens stærke organisationer bragte sine medlemmer gennem vanskeligheder
og kriser. Der var klassebevidsthed og solidaritet. Den danske arbejder vidste, at kun et ubrydeligt
sammenhold kunne bane vejen for nye sejre og bedre kår. Min barndom og tidlige ungdom var præget af
hårde og uforsonlige arbejdskampe med langvarige strejker og lock-outs. Det var en tid med kampberedte
fagforeningsbosser og stålsatte arbejdsgivere, der nådesløst kastede sig over hinanden, når der skulle
forhandles nye overenskomster. Men på den anden side var begge parter underkastet en nødvendighedens
lov. Både fagbevægelse og arbejdsgivere erkendte, at det kun var det arbejdende Danmark, der kunne
skabe den vækst, der var forudsætningen for den nationale velstand, der igen var forudsætningen for
velfærden.

Industriens ledere vidste udmærket, at en sultens slavehær ikke kunne skærpe virksomhedernes
indtjeningsevne og konkurrencekraft. Der var brug for veluddannede, kompetente arbejdere. Og
fagforeningerne var helt klar over, at det ville være økonomisk selvmord at gennemtvinge lønforhøjelser,
der satte danske virksomheder skakmat i den internationale konkurrence .Derfor, nede i bunden af
forhandlingstragten, der hvor der er trangt og smalt, lå nødvendighedens kompromis, der i den sidste ende
sikrede fremgang for arbejderne og fastholdelse af virksomhedernes konkurrenceevne.
Sådan er det ikke mere. Vi står i dag med et socialdemokrati og en fagbevægelse, der gennem grove
forsømmelser har mistet sin målgruppe. Man har tilladt fremvæksten af et gigantisk omsorgsindustrielt
kompleks, der har fjernet så mange borgere fra arbejdsmarkedet, at flertallet af det danske vælgerkorps
ikke er i beskæftigelse, heraf hele 800 000 i den arbejdsdygtige alder. Samtidig har 1. maj-partierne
fuldstændig tabt kontrollen med indvandringen. En indvandrer er en person, der bringer noget til bordet.
USA og Australien er blevet rige nationer, fordi flittige og kompetente indvandrere medbragte færdigheder
og teknologier, som ikke var der i forvejen. Det var inden for håndværk, skibsbygning, kemi, landbrug,
jernbanedrift og en lange række industrielle områder. Efter en ganske fornuftig gæstearbejderordning, hvor
udenlandsk arbejdskraft kunne hjemsendes efter udløb af arbejdskontrakten, påførte vi os med
udlændingeloven af 1983 et tab af kontrollen med vore grænser og åbnede en ladeport for en tiltagende
tilvandring af inkompetente mennesker fra ikke-vestlige lande, der søgte mod en bedre levestandard, gerne
betalt af andre. Selv om de borgerlige partier har hjulpet godt til, er det socialdemokratiet, der bærer
hovedansvaret for denne udvikling. Danske lønmodtagere har således ingen grund til at feste 1. maj med
mindre, at man synes, at gravøl også er en slags fest. Danske arbejdere i videste forstand finansierer en
samlet u-landsbistand på 50 milliarder kroner om året. Egentlig u-landsbistand på 17 milliarder kroner og
sociale ydelser til ikke-vestlige klienter bosat i Danmark på 33 milliarder kroner. 1. maj er således blevet
klienternes festdag, en højtidsstund for passivt forsørgede, der hvert år kan glæde sig over nye sejre og
triumfer og rette sigtet mod fremtidige mål og forbedringer. Man må dog medgive, at socialdemokratiet
har taget konsekvensen af at have svigtet af den danske arbejder. I sit nye principprogram har man helt
overgivet sig til klienternes sag. Det vigtigste er nu kampen mod uligheden. Sammenhængskraften,
fællesskab og solidaritet samt bæredygtighed er de drivende kræfter. Stauning, Hedtoft og H. C Hansen
græder i deres grave. De vidste, at skal man råde for Danmarks sag, skal der skabes en akse, hvor velfærd
kommer fra vækst og velstand og ikke gennem kampen mod den betydningsløse ulighed og ved en
styrkelse af en tåget ’sammenhængskraft’, som ingen alligevel kan definere.

Der er en konkret vej fremad mod en festlig 1.maj. Ligesom sovjetfascismens gamle ofre nu er blevet
rehabiliteret, er også de forkætrede Vestegnsborgmestre nu blevet nogenlunde rehabiliteret, idet Mette
Frederiksen tøvende erkender, at man nok skulle have lyttet til dem. Det er endnu ikke for sent at slå
ørerne ud: Luk grænsen, stop for indvandring af klienter forklædt som asylanter. Alle udlændinge, der ikke
er selvforsørgende, skal ud af vagten. Alle kriminelle udlændinge udvises. Kun dansk statsborgerskab til
kandidater, der taler og skriver ubesværet dansk, er selvforsørgende og bekender sig til demokrati og
retsstat. Stop for kontanthjælp til klienter, der afviser anvist arbejde. Sæt vækst i gang gennem en
skattereform, en iværksætterplan, frie selvejende universiteter og en reduktion af papirvældet i den
offentlige sektor. Så kommer væksten tilbage, og med den følger et rigere Danmark. For alle, ikke kun
klienterne, men også for dem, der arbejder. Og så er vi tilbage til udgangspunktet for 1. maj: Danmark for
folket. Så bliver der atter noget at fejre.
Asger Aamund

Leave a Comment